Tak for en rigtig fin tekst, Andreas. Du har en pointe. Det er indlysende i disse uger.
Men der ligger også en anden dimension i heltefortællingen. Det er nemlig også en fortælling om handlekraft, der kan forbinde os til vores værdier og kilder til håb. For hvad er det i historien, der giver helten muligheden for at handle? Visdom, solidaritet, mod, klarsyn. Ofte er det noget helten lærer i mødet med andre. Sådan er det ihverfald i den klassiske fortælling.
Fortællingerne lærer os, at vi alle kan være helte og stå op imod uretfærdighed eller hjælpe nogen, der har brug for os, også når det er vanskeligt og risikabelt. I sidste ende er det et spørgsmål om værdier, og hvad det er vores handlekraft skal tjene. Magt og status for individet? Eller et fælles formål?
Og som Jonatan siger til Karl i Brødrene Løvehjerte: "Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort!"
Du har selvfølgelig ret, Paul. I den klassiske heltefærd er der mange hjælpere, der spiller en afgørende rolle. Sådan er det dog sjældent i computerspillene, der ofte fokuserer fuldstændigt på egen handlekraft og status. For mig handler mest af alt om, at vi lærer at være hinandens hjælpere. At det er derigennem, at vi bliver bekræftet i vores værdier og finder modet til at handle.
Tak Andreas! Apropos historier om helte i poser og Le Guin og Virginia Wolfs runde billeder (bæreposer og bottles), vil jeg gerne slå et slag for Wagners opera: Ringen. Siegfried ser jeg som en meget vidunderlig helt (som, fordi han ikke er synderligt interesseret i magten, bliver kaldt for “anti-helt” hvilket også siger en del) der helst bare vil dalre rundt i skoven og jage. Man kalder hans historie for en “spydtragedie” (fordi han afviser spyddet og de maskuline idealer) og ikke en “ringtragedie”. Det Brynhilde, der er stykkets virkelige helt, da hun inden hun ofrer sig selv kaster ringen (=råstofferne, beholderen, balancen) tilbage til Rhinen og flodens folk (og altså tilbage til undergrunden).
Tak for tippet! Må indrømme, at jeg ikke rigtigt kender hverken operaen eller historien bag. Er nok tilpas prollet til, at både længden og formen (opera!) har afskrækket mig. Må give det en chance ved lejlighed. Kunne være sjovt at samle en liste med flere runde billeder og antihelte til inspiration. :)
Meget fin læsning! Og tak for linket til Le Guin. Jeg kan ikke lade være med at tænke over om det måske ikke er ”helten” som sådan, der er problemet, men det er, som du også skriver, det giftige heltekompleks. Andre herover skriver måske også lidt det samme. Så det er ok at være helt, man skal bare huske at komme ned igen fra piedestalen, og ned i posen og se ud som en kanin eller en kartoffel. Det er jo netop noget antropologiens etnografier kan lære os noget om hvordan man som fællesskab kan sikre det, hvor jægeren/helten jo tit bliver latterliggjort og i mange tilfælde ikke for megen andel i byttet. Så problemet er at vores vestlige helte i dag lever i en verden der dyrker individet. Som samfund mangler vi redskaber til at få helten ned i posen igen.
Godt sagt! Vi mangler redskaber til at få helten ned i posen. Det er ikke helten, der er problemet, ligesom maskulinitet i sig selv ikke er et problem. Men det kan være meget ødelæggende, når det bliver giftigt.
Det største problem jeg ser med heltefærden, er at vi forventer af hinanden at vi udfylder rollen som helten. Hvis du har et sympatisk projekt, skal du fortælle historien om hvordan du personligt er kommet til det sted hvor du nu er med det projekt. Tænk TED-talks.
Hvis du ikke gør det, får du ikke nogen opmærksomhed. Så hvis du virkelig vil ud med dit budskab, er du tvunget til at skrive dig selv ind i fortællingen som helten. Og hvis du vil have kunder, vil enhver marketingkonsulent fortælle dig at du skal caste kunden i rollen som helten. There’s no escaping the hero’s journey. 😅
Det er en virkelig god pointe, Kåre. Jeg har selv bøvlet meget med det, da jeg skrev min bog. For på den ene side ville jeg gerne have en gennemgående figur, som folk kunne spejle sig i. På den anden side skulle det netop ikke være en heltefærd, der bare fremstiller mig som en eller anden helt. For det er der jo ingen af os der er.
Jeg har læst introduktionen og afslutningen af din bog nu. Den lader til at være bygget ret tæt op omkring heltefærden. 😅
Men som sagt er det også super svært at undgå. Enhver redaktør vil jo gerne have én til at bruge formlen. Og hvor finder vi alternativer?
Hvis du har lyst, vil jeg meget gerne dykke dybere ned i en snak om emnet med dig ved lejlighed. Det er et emne som for mig er helt centralt. Det er et af de her svære problemer som definerer vores kultur og tid, men som ikke har en enkel løsning. Og der er mange tråde i den samtale, som er spændende at stå åbent i.
Jeg kom i øvrigt til at tænke på sangen, Der Truer Os I Tiden, da jeg læste i din bog. Navnlig det sidste vers:
Ha ha! Det har du ret i. 😅 Jeg har været en del af mange forskellige fællesskaber og initiativer igennem tiden – men lige her med bogen var det vigtigt for mig at tale alene med min egen stemme. Og det gør jo så også, at der kommer det mere fokus på min egen rejse og udvikling.
Kunne være spændende at dykke dybere ned i ved lejlighed. Lad os lige skrives ved på mail.
Må indrømme, at Der Truer Os I Tiden er en af de højskolesange, jeg aldrig selv har sunget. Så sjovt at få den fremhævet her.
Tak for en rigtig fin tekst, Andreas. Du har en pointe. Det er indlysende i disse uger.
Men der ligger også en anden dimension i heltefortællingen. Det er nemlig også en fortælling om handlekraft, der kan forbinde os til vores værdier og kilder til håb. For hvad er det i historien, der giver helten muligheden for at handle? Visdom, solidaritet, mod, klarsyn. Ofte er det noget helten lærer i mødet med andre. Sådan er det ihverfald i den klassiske fortælling.
Fortællingerne lærer os, at vi alle kan være helte og stå op imod uretfærdighed eller hjælpe nogen, der har brug for os, også når det er vanskeligt og risikabelt. I sidste ende er det et spørgsmål om værdier, og hvad det er vores handlekraft skal tjene. Magt og status for individet? Eller et fælles formål?
Og som Jonatan siger til Karl i Brødrene Løvehjerte: "Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt. Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort!"
Du har selvfølgelig ret, Paul. I den klassiske heltefærd er der mange hjælpere, der spiller en afgørende rolle. Sådan er det dog sjældent i computerspillene, der ofte fokuserer fuldstændigt på egen handlekraft og status. For mig handler mest af alt om, at vi lærer at være hinandens hjælpere. At det er derigennem, at vi bliver bekræftet i vores værdier og finder modet til at handle.
Tak Andreas! Apropos historier om helte i poser og Le Guin og Virginia Wolfs runde billeder (bæreposer og bottles), vil jeg gerne slå et slag for Wagners opera: Ringen. Siegfried ser jeg som en meget vidunderlig helt (som, fordi han ikke er synderligt interesseret i magten, bliver kaldt for “anti-helt” hvilket også siger en del) der helst bare vil dalre rundt i skoven og jage. Man kalder hans historie for en “spydtragedie” (fordi han afviser spyddet og de maskuline idealer) og ikke en “ringtragedie”. Det Brynhilde, der er stykkets virkelige helt, da hun inden hun ofrer sig selv kaster ringen (=råstofferne, beholderen, balancen) tilbage til Rhinen og flodens folk (og altså tilbage til undergrunden).
Tak for tippet! Må indrømme, at jeg ikke rigtigt kender hverken operaen eller historien bag. Er nok tilpas prollet til, at både længden og formen (opera!) har afskrækket mig. Må give det en chance ved lejlighed. Kunne være sjovt at samle en liste med flere runde billeder og antihelte til inspiration. :)
Meget fin læsning! Og tak for linket til Le Guin. Jeg kan ikke lade være med at tænke over om det måske ikke er ”helten” som sådan, der er problemet, men det er, som du også skriver, det giftige heltekompleks. Andre herover skriver måske også lidt det samme. Så det er ok at være helt, man skal bare huske at komme ned igen fra piedestalen, og ned i posen og se ud som en kanin eller en kartoffel. Det er jo netop noget antropologiens etnografier kan lære os noget om hvordan man som fællesskab kan sikre det, hvor jægeren/helten jo tit bliver latterliggjort og i mange tilfælde ikke for megen andel i byttet. Så problemet er at vores vestlige helte i dag lever i en verden der dyrker individet. Som samfund mangler vi redskaber til at få helten ned i posen igen.
Godt sagt! Vi mangler redskaber til at få helten ned i posen. Det er ikke helten, der er problemet, ligesom maskulinitet i sig selv ikke er et problem. Men det kan være meget ødelæggende, når det bliver giftigt.
Tak for refleksionerne.
Det største problem jeg ser med heltefærden, er at vi forventer af hinanden at vi udfylder rollen som helten. Hvis du har et sympatisk projekt, skal du fortælle historien om hvordan du personligt er kommet til det sted hvor du nu er med det projekt. Tænk TED-talks.
Hvis du ikke gør det, får du ikke nogen opmærksomhed. Så hvis du virkelig vil ud med dit budskab, er du tvunget til at skrive dig selv ind i fortællingen som helten. Og hvis du vil have kunder, vil enhver marketingkonsulent fortælle dig at du skal caste kunden i rollen som helten. There’s no escaping the hero’s journey. 😅
Det er en virkelig god pointe, Kåre. Jeg har selv bøvlet meget med det, da jeg skrev min bog. For på den ene side ville jeg gerne have en gennemgående figur, som folk kunne spejle sig i. På den anden side skulle det netop ikke være en heltefærd, der bare fremstiller mig som en eller anden helt. For det er der jo ingen af os der er.
Jeg har læst introduktionen og afslutningen af din bog nu. Den lader til at være bygget ret tæt op omkring heltefærden. 😅
Men som sagt er det også super svært at undgå. Enhver redaktør vil jo gerne have én til at bruge formlen. Og hvor finder vi alternativer?
Hvis du har lyst, vil jeg meget gerne dykke dybere ned i en snak om emnet med dig ved lejlighed. Det er et emne som for mig er helt centralt. Det er et af de her svære problemer som definerer vores kultur og tid, men som ikke har en enkel løsning. Og der er mange tråde i den samtale, som er spændende at stå åbent i.
Jeg kom i øvrigt til at tænke på sangen, Der Truer Os I Tiden, da jeg læste i din bog. Navnlig det sidste vers:
En Adam i os alle
hver stormfuld jævndøgnstid
kan høre nogen kalde
langmodig, trofast, blid:
Mit barn, mit barn, giv agt -
alt er igen uprøvet
i dine hænder lagt
Ha ha! Det har du ret i. 😅 Jeg har været en del af mange forskellige fællesskaber og initiativer igennem tiden – men lige her med bogen var det vigtigt for mig at tale alene med min egen stemme. Og det gør jo så også, at der kommer det mere fokus på min egen rejse og udvikling.
Kunne være spændende at dykke dybere ned i ved lejlighed. Lad os lige skrives ved på mail.
Må indrømme, at Der Truer Os I Tiden er en af de højskolesange, jeg aldrig selv har sunget. Så sjovt at få den fremhævet her.
Jeg har indtryk af at mange undgår den fordi den virker gammelkonservativ. Det der med:
Før sang man roligt salmer
I fattet tro på Gud
Den er dog skrevet som reaktion på atombomben. Dens temaer fremstod meget mere specfikke for mig så snart jeg vidste det.
Du kan nå mig på kaare@crossingcircles.dk