Move slow and mend things

Om giftige heltekomplekser og hvordan vi kan bryde ud af dem.

Jo mere jeg hører om Elon Musk, Mark Zuckerberg og de andre tech-moguler, der har fået en alt for stor magt i vores samfund, jo mere genkender jeg mig selv i dem. For de er præget af den samme kultur – de samme historier – som jeg selv er vokset op med.

Som indadvendte drenge og teenagere i 1980erne og 1990erne er vi rundet af de samme film, romaner, tegneserier og computerspil. Fælles for dem alle var det samme fokus på helte, der kan noget ekstraordinært og forløser farlige og svære situationer i sidste øjeblik.

Det er nærmest den samme historie hver gang: Der er en helt. Han (og det var næsten altid en han) møder en udfordring. Han træffer et valg, og derfra leder det mod en konklusion. Et resultat og en morale. Hver eneste historie er den samme historie om hvordan heltens værdier fører til handling og siden forløsning.

Litteraturforskeren Joseph Campbell kaldte denne historie for "heltens rejse", han bemærkede, at langt de fleste eventyr er variationer over den samme myte, uanset hvilken kulturel eller social kontekst, den er skrevet ind i. Og de er alle grundlæggende bygget på den samme heltefigur – fra Gilgamesh og Odysseus til Thor og Abekongen.

Den amerikanske forfatter Kurt Vonnegut opsummerer denne arketypiske heltehistorie helt kort og sarkastisk således:

“Helten kommer i problemer. Helten kommer ud af problemerne igen.”

Still fra Kurt Vonneguts forelæsning om forskellige historiestrukturer.

Han kalder denne heltehistorie “Manden i hullet”. Hullet er problemerne. Uden hullet er der ingen historie. Det er først, når man falder ned i hullet, at man får mulighed for at være en helt. Det er først når krisen indtræffer, at helten kan vise sit mod. Og det er modet, der kendetegner en helt.

Som teenager kunne jeg ikke få nok af den slags historier. Hvert eneste computerspil kastede mig ned i hullet og gav mig rollen som den afgørende figur, der vender slagets gang og redder verden. Historiens struktur prægede mig. Efterlod mig med en dyb higen efter at være helten.

Og jeg endte – mere eller mindre bevidst – med overføre den samme skabelon på mig selv – og dermed også på den måde, jeg så og forstod mine egne handlinger. Jeg forestillede mig, hvordan det ville være selv at stå i en sådan situation, hvor det hele er op til mig. Hvordan jeg ville handle. Hvilke valg, jeg ville træffe. Og hvordan jeg ville blive set, bekræftet og anerkendt bagefter.

Jeg har på fornemmelsen, at jeg ikke er den eneste. Måske er vi en hel generation (af mænd?), hvis selvforståelse er blevet præget af disse heltefortællinger?

Screenshot fra Prince of Persia – blot et af den svimlende mængde af computerspil, hvor du spiller helten, der alene skal redde verden.

Men hvad er det egentlig, at denne heltefortælling gør ved os?

Først gør den os selvoptagede, fordi vi hele tiden søger at være helten i vores egen historie. Siden gør den os skuffede, forsmåede eller ligefrem vrede over, at vi aldrig får den anerkendelse, vi føler, at vi fortjener. Uden at have undersøgt det nærmere, har jeg indtryk af, at det netop er denne skuffelse, som Jordan Peterson og de andre meningsdannere taler ind i, når de taler om, at “maskuline ånd er under angreb.”

På det seneste er netop Musk og Zuckerberg også begyndt at tale om de samme “maskuline dyder”. Ligesom mig er de vokset op med computerspil, og med præcis den samme higen efter at være helten. De har selv offentligt fortalt om, hvor meget computerspil har betydet for dem. Zuckerberg spejler sig i Kejser Augustus efter at have spillet strategi-spillet Civilization i årevis. Elon Musk har flere gange omtalt journalister og politikere, som ikke deler hans holdningerm som NPCs – non-player characters – dvs. de figurer i et computerspil, der styres af computeren, og som derfor netop ikke er helte.

Men i modsætning til os andre har de formået at udleve denne higen gennem en hektisk, utålmodigt hidsig udviklingstrang, hvorigennem det er lykkedes dem at skabe store formuer, udvikle nye teknologier og få enorm indflydelse på den offentlige samtale over hele kloden. Derigennem er de kun blevet bekræftet i, hvor vigtige og særlige, de er. Og de er aldrig for alvor blevet konfronteret med deres egne begrænsninger. Og har dermed aldrig oplevet værdien af ydmyghed.

Tværtimod. De lader til at være drevet af en arrogant forandringstrang, der nok bedst er opsummeret i Facebooks mantra "Move fast and break things". Og hurtigt er det gået. Og mange ting er gået i stykker undervejs. Og selvom det ikke længere er Facebooks officielle politik, er mantraet blevet hængende som en del af den innovationskultur, der i stadigt højere grad præger vores verden.

“Move fast and break things” var Facebooks officielle slogan indtil 2014.

Til at begynde med kastede både de sig begge over at løse de mange store udfordringer vores samfund står overfor: Musk ville bremse klimaforandringerne med elbiler og solceller, og bygge nye raketter, der kan sende folk til Mars. Zuckerberg proklamerede, at han ville bringe os alle tættere sammen og gøre os alle mere forbundne, og begyndte at give penge til forskning, uddannelse og sundhed.

Men efterhånden lader det til, at det ikke har været nok. De har ikke fået den anerkendelse, de søgte. De udfordringer, som de søgte at løse, var for store, for komplekse og for uformelige. De gjorde det ikke muligt for dem at blive set som de helte, de gerne ville være.

Derfor er de gået skridtet videre og begyndt at skabe deres egne kriser. For som Vonnegut påpeger, så er krisen forudsætningen for at kunne være en helt. Der skal være et hul, du skal komme ud af. Og hvis du ikke kan finde et godt hul, må du selv grave et. Derfor går de til kamp mod woke, cancel-kultur og censur, der udfordrer deres selvbillede. Mod offentligt bureaukrati og regler, der begrænser dem. Mod eliter og smagsdommere, der ser ned på dem. De kommer ikke længere med løsninger. Nu handler det mest bare om at brænde det gamle ned. Move fast and break things.

Det er ikke bare giftig maskulinitet. Det er et giftigt heltekompleks.

Udtrykket NPC – non-player character – er blevet til et meme, der bruges af folk på højrefløjen til at illlustrere selvgode folk på venstrefløjen, der ikke kan tænke selvstændigt. Man kan nærmest ikke forestille sig noget mere giftigt end at se andre mennesker som utænkende bipersoner i den store historie, du selv spiller hovedrollen i.

Det ved jeg, for jeg har selv været mærket af det. Igen og igen i løbet af mit voksenliv har jeg mærket dette heltekompleks spøge. Med hvert nyt projekt har jeg været i fare for at komme til at tage mig selv lidt for alvorligt. At overspille min egen betydning. At få det hele til at handle om mig. Og mere end én gang er det også endt med, at jeg er faldet i de huller, jeg selv havde gravet. Fældet af overmod, mærket af ydmyghed.

Det var en stor del af grunden til, at det var så vigtigt for mig at skrive “Følelsen af demokrati”. For at afprogrammere mig fra denne helte-selvforståelse, kompostere den for at give plads til noget nyt.

Så hvad kan vi sætte i stedet?

I sin lille tekst “Bæreposeteorien om fiktion” bemærker Ursula Le Guin, at den klassiske heltefortælling har form som et spyd: Lineær, individualistisk og simpel – med et klart resultat: Sejr eller nederlag. Det er historien om jægeren på jagt. Den starter her og slutter dér. Enten dræber du mammutten og kommer hjem med byttet, eller også gør du ikke. Omdrejningspunktet er konflikten og helten, der forløser den. Uden konflikt – uden helt – ingen fortælling.

Som modsætning til dette opridser Le Guin en anden slags fortælling, der tager sin form efter bæreposen: Cirkulær, kollektiv, kompleks og rodet. Det er historien om samleren, der går i skoven og finder bær, urter og vild havre. Der er ingen klar begyndelse eller slutning. En proces, der giver fortsat omsorg, næring og vedligeholdelse. Omdrejningspunktet er hverdagen, ikke det ekstraordinære.

Udsnit af forsiden på bogen “Mending Democracy” af Carolyn M. Hendriks, Selen A. Ercan og John Boswell.

Som Le Guin skriver:

“Det er tydeligt, at Helten ikke ser godt ud nede i denne pose. Han har brug for en scene eller en piedestal eller en bjergtinde. Putter du ham ned i en pose, ligner han en kanin, en kartoffel.”

For Le Guin er der også disse to former for fortællinger også stærkt kønnede, da de trækker på vores forestillinger om manden som jæger og kvinden som samler. Hendes essay er i høj grad også en feministisk kritik af mandlig selvhøjtidelighed (ouch).

Men ny forskning viser, at fortidens kønsroller slet ikke var så fastlåste som vi måske troede. Og at det i højere grad blot er en projektion baseret på fordomme baseret på det samfund, vi selv er vokset op i.

På samme måde er det også tid til at gøre op med forestillingen om den enestående helt, der gør den afgørende forskel, når krisen rammer. Klimakrisen og det økologiske sammenbrud er nok det størst mulige hul, vi kunne falde i. Men så længe vi holder fast i den samme, gamle helte-fortælling om, at nogle få, ekstraordinære individer (mænd) kommer med den løsning, der kan redde os i sidste øjeblik, er vi kun ved at grave hullet dybere.

Vi kan ikke løse problemerne med de samme historier, der har skabt dem. Vi har ikke brug for “move fast and break things”, for vi har ikke brug for flere hurtige, voldsomme og uigennemtænkte snuptag, der alt for let kan flå sømmen, der holder vores verden sammen, endnu mere i stykker.

I stedet har vi brug for “move slow and mend things” – langsomme, omhyggelige lapninger. Langsom, som træer vokser. Langsom, som børn opfostres. Langsom, som tillid opbygges. Langsom, som den spirende følelse af at høre til.

Plakat af Nick Hand, Joe Schofield og Cally.

Men det kræver, at vi får nye historier at spejle os i og pejle efter. Historier, der handler om mennesker og ikke om helte.

For vi har ikke brug for helte.

Vi har brug for folk, der er gode til at være mennesker: Ærlige, solidariske og vedholdende – trods alle vores fejl og mangler.

Folk, der ikke tager sig selv for alvorligt.

Folk, der giver omsorg, trøst og retning til hinanden og til jorden.

Folk, hvis historier er uheltemodigt forankret i hverdagen, men alligevel fuld af kraft, mod og fantasi.

Folk, der ved, at i sidste ende er det fællesskabet, der er helten. For det er den bærepose, der kan bære os alle.

Vi slutter med en sang…

Livet er en morgengave, sjælen er et pilgrimskor.             
Der står krokus i min have, der står øller på mit bord.       
Under himlen hænger lærken som et fjernt bevinget frø,  
for en lærke tænker hverken på at kæmpe eller dø.     

Her er fredeligt og stille, her er ingen larm og støj.
Jeg har sået kruspersille, og et brev med pure løg.
Lad alverden slå for panden og bekæmpe spe med spot,
jeg vil enes med hinanden og mig selv og ha det godt.

Der er nok som går og sysler med at sprænge kloden væk.
Jeg vil ikke ha skærmydsler og kanoner bag min hæk.
Mens de andre går og sveder for at gi hinanden lak,
vil jeg pusle med rødbeder, selleri og pastinak.

Jeg vil ikke slås med bisser, jeg vil så og ikke slå.
Selv de rødeste radiser kan man roligt lide på.
Der er nok af danske helte som er danske hele dag’n,
og går rundt og spænder bælte, mens de råber; Fy for Fan.

Tiden går og tiden hverver store mænd til mandig dåd.
Jeg reserven blandt reserver bryder ofte ud i gråd.
Jeg får nerver og migræne blot jeg skær’ mig på en dolk,
og vil hell’re slå min plæne, end slå løs på pæne folk.

Livet er en dejlig gave, jorden er en herlig jord.
der er øller i min mave, der står krokus på mit bord.
Når reserverne skal stille for at splitte kloden ad
skriver jeg med kruspersille verdens mindste heltekvad.

- “Noget om Helte”. Tekst af Halfdan Rasmussen og musik af Robert Normann. Fortolket af Bjørn Fjæstad til Fællessang på DR1, 1. maj 2020.

---

Tak for at læse med! Hvis du sætter pris på dette nyhedsbrev, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.