Tak, Andreas. Det inspirerer mig, at du taler om følelsen af sorg og tomhed. The grief of disconnection. Tomheden rummer jo også et stort potentiale for at skabe. I første omgang en sang. Det inspirerer mig også.
Jeg kommer til at tænke på indledningen til Rebecca Solnits bog "Hope in the dark", hvor hun i indledningen citerer Virginia Woolf:
"The future is dark, which is on the whole, the best thing the future can be, I think." Dark, she seems to say, as in inscrutable, not as in terrible. We often mistake the one for the other. Or we transform the future’s unknowability into something certain, the fulfillment of all our dread, the place beyond which there is no way forward. But again and again, far stranger things happen than the end of the world.
Sorgen uden krop findes også. Og som du skriver muligvis kommer der en melodi til - hvis vi finder den. Og en vej ud af ødelæggelsen - hvis vi finder den.
Ikke nogen skidt tekst - jeg har en god ven der sat musik til flere sange i højskole sangbogen. Hvis du har lyst kan jeg sende teksten hans vej, og så kan der måske komme noget ud af det. Og godt indlæg for øvrigt, igen - du rammer en magtesløshed som jeg tror der er mange af os voksne, og specielt forældre, der går rundt med. For vi har jo et ansvar i og med at vi skal give jorden videre til den næste generation
Tak, Martin! Jeg er jo totalt nybegynder, så det føles lidt vildt at træde ind på din hjemmebane. Har slet ikke fornemmelse for, om versefødderne passer. Du må gerne teksten videre. Det kan vel ikke skade. :)
Ditlev Nissen kunne ikke lige logge ind, men har sendt denne kommentar:
Smukt og tankevækkende, Andreas. Tak.
Det første billede jeg fik er, at vi ikke længere er aber der lærer ved at gentage, gentage og gentage, som spiralernes sang. Nej vi er fugleunger der bliver proppet med skidt og dum dum grådighed.
Smukt at du kaster dig ud i sangdigtningens kunst! Ophobet, betændt. Den æder mig op.
Optrevlet, erkendt. En sorg uden krop.
Det er så fint! Jeg ville vælge Det og ikke Den - fordi 'det' er mere diffust end 'den'.
"Vi lever i denne diaspora af dyb uforbundethed, hvor vi ikke engang kan sætte ord på eller kende alle de ting, der engang var vores fødselsret"
Tak, Andreas. Det inspirerer mig, at du taler om følelsen af sorg og tomhed. The grief of disconnection. Tomheden rummer jo også et stort potentiale for at skabe. I første omgang en sang. Det inspirerer mig også.
Jeg kan godt lide det med tomhedens potentiale. Som et blankt lærred eller en tom side. Det giver os kraften til at udtrykke os.
Jeg kommer til at tænke på indledningen til Rebecca Solnits bog "Hope in the dark", hvor hun i indledningen citerer Virginia Woolf:
"The future is dark, which is on the whole, the best thing the future can be, I think." Dark, she seems to say, as in inscrutable, not as in terrible. We often mistake the one for the other. Or we transform the future’s unknowability into something certain, the fulfillment of all our dread, the place beyond which there is no way forward. But again and again, far stranger things happen than the end of the world.
Eller Louise Højlunds ord:
"Alt findes. Krig findes. Tårer findes. Klimaforandringer findes. Håb findes."
Sorgen uden krop findes også. Og som du skriver muligvis kommer der en melodi til - hvis vi finder den. Og en vej ud af ødelæggelsen - hvis vi finder den.
Åh, det er godt. Det minder mig om at jeg virkelig må se at få læst Solnits bog
Ikke nogen skidt tekst - jeg har en god ven der sat musik til flere sange i højskole sangbogen. Hvis du har lyst kan jeg sende teksten hans vej, og så kan der måske komme noget ud af det. Og godt indlæg for øvrigt, igen - du rammer en magtesløshed som jeg tror der er mange af os voksne, og specielt forældre, der går rundt med. For vi har jo et ansvar i og med at vi skal give jorden videre til den næste generation
Tak, Martin! Jeg er jo totalt nybegynder, så det føles lidt vildt at træde ind på din hjemmebane. Har slet ikke fornemmelse for, om versefødderne passer. Du må gerne teksten videre. Det kan vel ikke skade. :)
Ditlev Nissen kunne ikke lige logge ind, men har sendt denne kommentar:
Smukt og tankevækkende, Andreas. Tak.
Det første billede jeg fik er, at vi ikke længere er aber der lærer ved at gentage, gentage og gentage, som spiralernes sang. Nej vi er fugleunger der bliver proppet med skidt og dum dum grådighed.
Smukt at du kaster dig ud i sangdigtningens kunst! Ophobet, betændt. Den æder mig op.
Optrevlet, erkendt. En sorg uden krop.
Det er så fint! Jeg ville vælge Det og ikke Den - fordi 'det' er mere diffust end 'den'.
"Vi lever i denne diaspora af dyb uforbundethed, hvor vi ikke engang kan sætte ord på eller kende alle de ting, der engang var vores fødselsret"
Tak for dit mod.
Ditlev