Kære læser,
Jeg er stadig ved at finde en form og rytme på det, jeg skriver her. Og dette og de kommende par indlæg kommer til at være lidt mere eksperimenterende. Tak for din tålmodighed og overbærenhed undervejs.
Hvis der er noget i det, jeg skriver, der skurrer eller vækker genklang hos dig, vil det være en stor hjælp for mig at få det at vide. Du kan skrive til mig enten ved at svare direkte på denne mail eller skrive en kommentar via knappen under teksten. Klik her, hvis du foretrækker at læse i browseren.
Tak for at du læser med.
A.
Jeg har altid skrevet med et formål: at vække begejstring, mod, engagement og handlekraft. Det har været vigtigt for mig – ikke mindst som en måde at fremkalde og bekræfte disse samme følelser hos mig selv. Men der er nogle ting, som jeg ikke kan give et lille positivt twist til sidst. For det handler om noget, der ikke kan løses med et opmuntrende klap på skulderen.
Lidt for længe har hverdagen skubbet disse følelser ud i periferien, som noter i marginen på en andens bog. Jeg savner plads til sige det højt. Det, som ikke bare ebber ud af sig selv, men forbliver, lurende i kanten af min bevidsthed. Det, som jeg ikke kan finde roen til at gribe og udtrykke. For det meste forbliver det bare uklart. Får mig til at glemme ærinder og opgaver. Jeg går ud af et rum uden den ene ting, jeg gik derind for at hente. Livet har lagt låg på sig selv. Det har ophobet sig. Der er altid mere end jeg kan fordøje. Betændt. Jeg må skære det op og lade pusset flyde ud. Give plads til en stille piblen af noget ægte.
Det, der kommer ud, er ikke ordnet. Men jeg føler noget alligevel. Det er en sorg. En sorg over, hvad der sker i verden. Med verden. Er sket. Vil ske. Mere og mere. Voldsommere og voldsommere. Og alligevel helt stille. For jeg kan ikke se det. Ikke mærke det. Det er som om, det kun findes i mit hoved. Og kun findes, når jeg opsøger det. Jeg er et møl om en flamme. Der er ild i mig. Den æder mig hele tiden. Den æder Jorden og resterne sendes op i himlen, der bliver mere og mere grå.
Verden bliver varmere, men jeg er kold. Jeg burde være vred – rasende! – men jeg er tom. Jeg kan ikke mærke det. Jeg er alt for mæt til at mærke noget. Mæt af oplevelser, som andre har fordøjet og gylpet ned i mig. Skærmstimuli. Prefabrikerede indtryk. Historier, der kører på helterejsens skinner. Abstraktioner fra årtiers skolegang. Skarpt skårne spejlsale af selvreferencer. Og jeg kigger ned og opdager, at jeg kun er forbundet med andre mennesker og deres ord, billeder og handlinger. For det hele handler om os selv. En sky af os, der svæver stadigt højere op over Jorden.
Jeg bliver svimmel. Jeg sørger. Ikke bare over alt hvad vi er ved at tabe. Mest af alt over, at jeg ikke selv kan mærke dette tab i mit eget liv. Jeg kan ikke mærke, at vi er ved at æde Jorden op. Jeg møder det kun gennem grafer, tekster, film og billeder af smeltende gletschere, brølende orkaner og altopslugende skovbrande. Det er uvirkeligt. Afklippet og udstillet som en buket i en vase. Ingen jord. Ingen rødder.
Det er sorgen over at være født ind i et samfund og en overherre-kultur, der æder Jorden bid for bid for at give os mere, end vi har bedt om, og meget mere, end vi har brug for. Mens det skjuler skroget og skraldet. Skubber det foran sig som en bulldozer. For der kommer jo snart en løsning på, hvad vi skal gøre af det. I morgen. I næste uge. Næste måned. Næste år.
Det er en sorg uden krop. Det er sorgen over at kigge tilbage på mit liv og opdage alle tegnene på, at dette fandt sted. Alle varslerne, som jeg ikke så og ikke forstod. Det er sorgen over at have mistet noget, jeg ikke engang vidste fandtes. Noget, som aldrig var mit.
Denne sorg er hvad Rowen White kalder “the grief of disconnection” – uforbundethedens sorg. Hun er en Mohawk jordbruger, frøsamler og historiefortæller bosat i Californien. I et interview med aktivisten og kropsterapeuten Prentiss Hemphill fortæller hun om sin egen sorg:1
Sorg kan tage mange former. Vrede og raseri. Tristhed. Og nogle gange bare en laden stå til. Der er mange måder, hvorpå sorg kan komme til udtryk. Men da jeg for første gang tillod mig at føle bitterheden i den sorg, var jeg i stand til – som unge, modstandsdygtige mennesker er det – at tænke ‘hvad skal jeg gøre med dette? Jeg sidder her med forståelsen af, at der er noget, som jeg skulle have modtaget ved fødslen, som jeg ikke har fået: Denne forbindelse til jord. Denne forbindelse til frø og føde.’ Og i det øjeblik lovede jeg mig selv ‘jeg vil finde ud af hvem er den mad, der brødfødte mine forfædre.’
(..) Jeg fortæller denne historie fordi jeg føler, at hvis jeg ikke havde mærket den sorg og længsel, så tror jeg ikke, at jeg ville have haft energien og drivkraften til at gå så dybt ind i mit arbejde, som det udvikler sig i dag. Det var sorgen og længslen, der vækkede mig (..) Det navngav noget, som jeg havde savnet, uden at vide, at det var muligt at savne det. Jeg så det og sagde ‘jeg har et sår der’ – og det er formentlig et sår, som min mor har haft, og min bedstemor har haft, og hendes mor før det.
Og derfor: Hvad jeg kan gøre i denne tid er at begynde at blødgøre dette arvæv, at blødgøre dette sår, og væve mig tilbage ind i det net af relationer. Og det er der, hvor jeg føler, at mange af os er. (..) Vi lever i denne diaspora af dyb uforbundethed, hvor vi ikke engang kan sætte ord på eller kende alle de ting, der engang var vores fødselsret.
Rowen White fandt en vej til at blødgøre sit arvæv og løsne sin sorg gennem at lære om mad, frø og jord. Jeg kender mange, der har fundet forbindelse og glæde ved at dyrke jorden. Men jeg tror ikke, at det er min vej.
Men kan jeg så gøre? Da jeg var højskolelærer slog det mig igen og igen hvor kraftfuldt det er at synge sammen. At udtrykke en stemning i fællesskab. Jeg har selv haft stor glæde af sange som “Kringsatt av fiender”, “Noget om helte” og “Et samfund kan være så stenet” til at forløse en fælles stemning.
Det var en stor oplevelse at se, hvordan et nyt semesters højskoleelever fandt sig favoritter i højskolesangbogen, der satte ord på noget af det, som de hver især gik med, og gjorde det muligt for dem at udtrykke det i fællesskab. Måske kunne jeg skrive noget, der kunne gøre lidt af det samme?
Så i et anfald af lyrisk overmod har jeg skrevet en sang. Et spinkelt forsøg på at sætte ord på denne uforbundethedens sorg.
En sorg uden krop
Længe, lidt for længe har jeg holdt igen skubbet det fra mig uden at vide hvorhen som noter i marginen på en andens bog Forsuret og glemt gærer det under sit låg Ophobet, betændt Den æder mig op Optrevlet, erkendt En sorg uden krop Vi æder Jorden op, og det æder mig med, for jeg kan intet mærke, det er bare noget jeg ved. Tal og rapporter kan gøre det nok så klart Men min krop kan ikke føle grafernes fart Ophobet, betændt Den æder mig op Optrevlet, erkendt En sorg uden krop Det er som om det kun findes i mit hoved kun findes, når jeg kigger og tager imod En gryde på blusset, der er kogt tør og tom En retssal forladt efter der er afsagt dom Ophobet, betændt Den æder mig op Optrevlet, erkendt En sorg uden krop Vi æder Jorden op, afklippet som en buket Smuk et øjeblik, vi tager det så let. Snart det visner, uden rødder, uden jord. Ud på komposten, forfald fornyer uden spor. Ophobet, betændt Den æder mig op Optrevlet, erkendt En sorg uden krop Jeg sørger over alt det jeg ikke forstod Over at være født ind i et uoverskueligt rod Over at have mistet noget, der aldrig var mit For min søn, der aldrig kan gøre det til sit. Ophobet, betændt Den æder mig op Optrevlet, erkendt En sorg uden krop Jeg sørger for fremtiden, for hvad der vil ske Hvis ikke vi kæmper, blot lader stå til Vi æder Jorden op for blot at skide den bort Nu må vi gøre den hel ved at æde vores lort.
Det er blot et forsøg på at sætte ord på noget svært. Måske en dag kommer der en melodi til.
Som Rowen White siger det, så er det gennem denne sorg og længsel, at man kan finde energien og drivkraften til at finde en vej videre.
Jeg tror, hun har ret.
Tak, Andreas. Det inspirerer mig, at du taler om følelsen af sorg og tomhed. The grief of disconnection. Tomheden rummer jo også et stort potentiale for at skabe. I første omgang en sang. Det inspirerer mig også.
Ikke nogen skidt tekst - jeg har en god ven der sat musik til flere sange i højskole sangbogen. Hvis du har lyst kan jeg sende teksten hans vej, og så kan der måske komme noget ud af det. Og godt indlæg for øvrigt, igen - du rammer en magtesløshed som jeg tror der er mange af os voksne, og specielt forældre, der går rundt med. For vi har jo et ansvar i og med at vi skal give jorden videre til den næste generation