Hun må vakle for at holde sig oppe
Vi kan først skabe balance i økosystemerne omkring os, når vi indser, at vi selv indgår i dem.
Forsøget begyndte på en blæsende forårsdag i 1963. Biologen Bob Paine havde udvalgt sig en 8-meter lang strækning på kystlinjen i Makah Bay i staten Washington, som han ville gøre til sit eget lille økologiske laboratorium.
Han havde bemærket, hvordan den stenede strands tidevandszone var mønstret af hundreder af arter, der kæmpede om plads og dominans: Søstjerner, der vred muslinger fra hinanden. Havsnegle, der borede sig ind i rankefødder og andeskæl. Muslinger, der tyggede sig igennem snavset af alger og plankton.
Nu havde Paine sat sig for at påvirke dette lille økosystem og observere resultaterne. Og det første han gjorde, var at fjerne tidevandszonens vigtigste rovdyr: De rødviolette søstjerner (Pisaster ochraeus).
Disse fem-armede væsener kan blive op til en halv meter i diameter og har sugekopper langs alle armene. Så selvom Paine var næsten to meter høj og tilsvarende stærk, kunne han ikke vriste dem fri. Han endte med at bruge et brækjern til at få dem fri, hvorefter han kastede dem så langt ud i Stillehavet, som han kunne.
Det varede ikke længe før, at han kunne se effekten: Alle de dyr, som søstjernerne ville have ædt, bredte sig ud over det hele. Først rankefødder og siden muslinger bredte sig og pressede alger og andeskæl ud. På under et år var antallet af arter blevet halveret, og stranden var gået fra at være et mangfoldigt og farvestrålende tidevandsrige til en sortklædt mark af sultne muslinger.
Det var igennem disse forsøg, at det gik op for Paine – og sidenhen resten af forskerstanden – at nogle arter spiller en langt større rolle i et økosystem, end andre. Hele fællesskaber af dyr og planter er afhængige af tilstedeværelsen af bestemte arter, som fx denne søstjerne, der opretholder den delikate balance arterne imellem. Paine kaldte disse arter for nøglearter – eller "keystone species" på engelsk – opkaldt efter den bærende slutsten, der holder en stenbue oppe.
Dermed ændrede Paine ikke bare økosystemet på stranden i Makah Bay, men hele økologien som fag. For hvor man tidligere havde set økosystemer som grundlæggende stabile, viste Paine, hvordan man ved blot at fjerne en enkelt art, kunne iværksætte det, som han senere ville betegne som en "trofisk kaskade" – en bølge af forandring gennem hele fødekæden.
Det blev begyndelsen på en helt ny forskningstilgang, som mere eller mindre kærligt er blevet kaldt for "kick-it-and-see"-økologi. Og for Paine blev det begyndelsen på en lang karriere med at kortlægge de indbyrdes relationer og sammenhænge, der udgør ethvert økosystem – simpelthen ved at fjerne og tilføje arter og se, hvad der sker.
Det satte gang i en masse banebrydende forskning, der blandt andet har resulteret i flotte diagrammer som disse:
Men der er noget, der mangler på en infografik som denne. For selvom vi ser jordlagene, mikroorganismerne, planterne, insekterne og dyrelivet, så ser vi aldrig os mennesker inkluderet som en del af økosystemet.
Det var først i slutningen af sit liv, at Bob Paine fik den samme erkendelse.
I 2016 udgav han en artikel sammen med sin kollega Boris Worm, hvor de gør op med de mange års forsøg og studier, hvor biologer har forsøgt at afgrænse og undersøge økosystemer uden nogensinde at indtænke hvordan mennesker også påvirker disse økosystemer. De har kort sagt søgt at skabe en kunstig idealtilstand udenfor menneskelig påvirkning – lidt på samme måde, som når psykologer tester menneskelige relationer og følelser i et kontekstløst laboratorium.
Paine og Worm konkluderede, at mennesket ikke bare er en nøgleart, men en hyper-nøgleart. Netop fordi vi påvirker mange forskellige nøglearter, på tværs af mange forskellige økosystemer:
I det nordvestlige Atlanterhav har vi overfisket de store hajer, hvilket har givet mindre hajer og rokker frit spil, hvilket har decimeret bestanden af vilde kammuslinger.
I Ghana har vi dræbt løver og leoparder, hvilket har givet bavianerne mulighed for at yngle, sprede sig og gøre indhug i bestanden af antiloper, fugle og tilmed afgrøder i sådant et omfang, at skolebørn bliver sendt ud for at vogte markerne. Manglen på løver gør, at børnene ikke kommer i skole!
Alle Jordens økosystemer er påvirket af menneskelige aktiviteter i større eller mindre grad – hvis ikke af andet, så i det mindste af menneskeskabte klimaforandringer. Hele kloden er blevet som det lille stykke strand på Makah Bay:
Forstyrret. Ude af balance.
Men det bliver selvfølgelig kun endnu sværere at gennemskue disse sammenhænge, hvis vi ikke kigger efter dem. For vi kan først begynde at forstå, hvordan økosystemer fungerer, når vi forstår vores egen rolle i dem.
Med Bob Paines sidste opråb er biologerne nu begyndt at fokusere på menneskets rolle som hyper-nøgleart. Og nogle forskere peger på, at vi måske slet ikke er den eneste art, der spiller denne rolle. Spækhuggere kan have lignende påvirkning på tværs af mange forskellige marine økosystemer.
Så måske er vi slet ikke så enestående, som vi let kan komme til at tro. Og hvis spækhuggerne kan påvirke og alligevel skabe balance, må det vel også være muligt for os?
Det minder mig om en strofe fra den svenske digter Gunnar Ekelöf:
“Hun må vakle for at holde sig oppe”
At holde balancen kræver konstant arbejde. At forblive fleksibel. I bevægelse.
Vi kan prøve at lade som ingenting. Ignorere det grimme og ubelejlige, men det vil kun skubbe os endnu mere ud af balance.
Hvis vi vil genvinde balancen, må vi fokusere på et punkt foran os. Som en linedanser: Holde fast i erkendelsen af, at intet er rent eller uberørt. Alt er flydende, råt og mudret. Som når man skubber igennem ubehaget, hen mod den lettelse, der følger ærlighed.
Vi er aldrig klar til det. Altid overraskede over vores handlingers konsekvenser. Tvunget til at balancere. Vakle eller falde.
Vi slutter med en sang…
Dette er kendingsmusikken fra BBCs podcast-dramaserie Forest 404, der udkom i 2019. Musikken er komponeret af musikeren Bonobo, og undervejs kan man høre kastanjefløjtedroslen fra regnskoven på Sumatra, som spiller en afgørende rolle i historien.
En anbefaling
Denne gang vil jeg anbefale BBCs podcast-dramaserie Forest 404 – en science fiction-fortælling fra en fjern fremtid, hvor livets balance er slået helt i stykker. Og dog. Ikke alt er tabt, for noget lever videre – i glemte sprækker. Life finds a way.
Det jeg især godt kan lide ved serien er, at hvert afsnit er delt i tre: Dels selve historien, der fortælles, dels et interview bagom nogle af de idéer, der udfoldes i historien, dels et lydbillede, der vækker historie og idéer til live på en helt tredje og overraskende måde.
Dejligt nyhedsbrev, Andreas. Gavmildt, velskrevet, tankevækkende og ikke mindst kort & præcist.
Hvilket digt er citatet fra?