Den sidste sten i buen
Hvad nu hvis vi accepterer ansvaret som en nøgleart, der medvirker til at styrke og berige de økosystemer, som vi er en del af?
En grå onsdag morgen. De studerende er ved at finde deres pladser i auditoriet. Men denne morgen begynder ikke med en forelæsning. I stedet deler professoren et spørgeskema ud.
Første spørgsmål: “Beskriv de negative interaktioner mellem mennesker og miljø, som du kender til.”
Salen fyldes af den knitrende lyd af blyanter mod papir. Hver eneste af de 200 studerende kan let komme med utallige eksempler på, hvordan natur og mennesker er en dårlig kombination. De er trods alt tredjeårs universitetsstuderende, der har valgt en karriere indenfor miljøbeskyttelse og naturbevaring. De har lært alt om mekanismerne bag klimaforandringerne, sprøjtegiftene og plasticforureningen i land og vand, manglen på levesteder for truede arter.
Andet spørgsmål: “Beskriv de positive interaktioner mellem mennesker og miljø, som du kender til.”
Stilhed. Blyanterne hænger usikkert over papiret, uden at kunne få fat. Selv efter næsten 20 års skolegang har de studerende svært ved at komme i tanker om én eneste gensidigt fordelagtig relation mellem mennesker og den levende verden omkring os.
Da professoren efterfølgende læser spørgeskemaerne igennem er det typiske svar på dette spørgsmål: “Ingen”.
Professoren, der uddelte spørgeskemaet, er økologen og botanikeren Robin Wall Kimmerer. I sin bog “Braiding Sweetgrass” beskriver hun, hvordan hun blev mere og mere rystet, efterhånden som hun læste svarene igennem:
“Måske havde alle de negative eksempler, som de så hver dag – nøgne pløjemarker, grisefabrikker, endeløse forstæder – hæmmet deres even til at se det gode, der kan findes mellem os mennesker og den levende verden omkring os. De kunne ikke engang forestille sig, hvordan gode relationer mellem deres art og andre arter kunne se ud. Hvordan kan vi arbejde i retning af økologisk og kulturel bæredygtighed, hvis vi ikke engang kan forestille os, hvordan det føles at gå den vej?”
Jeg kan nu godt forstå hendes studerende. Jeg er selv vokset op som et indendørsmenneske, som antropologen Cecilie Rubow så sigende kalder det. Mit forhold til det fri har mest af alt været præget af alle de historier, jeg har hørt om, hvordan vi mennesker har ødelagt og dræbt og udpint den levende verden omkring os. Underforstået: At den bedste løsning måtte være, at vi mennesker holdt os langt væk og lod andre arter være i fred.
Til mit første Rodfæste-arrangement for en måneds tid siden, bemærkede Christine Fentz, at den samme enten-eller tilgang går igen hos de embedsfolk, der lige nu arbejder på at implementere den grønne trepart. Vores landskaber skal deles op i områder, der er fuldstændigt menneske-styrede – fx produktionsskov eller konventionelle marker – og områder med uberørt natur, hvor vi slet ikke skal blande os.
Men denne politik er et udtryk for den samme mangel på forestillingskraft, som Robin Wall Kimmerers studerende giver udtryk for. Det er en manglende tro på, at vi som art kan spille en positiv rolle i landskabet. At vores behov på ingen måde kan sameksistere med andre arters behov. At vi bare skal holde os væk.
Men som Kimmerer mere end antyder, så er det på ingen måde umuligt for os at skabe gensidigt fordelagtige relationer mellem os og andre arter. Men det kræver, at vi både erkender, at vi uundgåeligt vil præge den levende verden omkring os med vores tilstedeværelse. Og at dette ikke behøver at være en dårlig ting. Vi kan tage lære ved lære af nogle af de andre arter, der spiller afgørende, positive roller i deres økosystemer:
Bæveren fælder og fjerner gamle og døde træer langs flodbrederne til at bygge deres dæmninger. Det giver både plads til at yngre træer kan vokse op, og dæmninger skaber oversvømmelser og dermed nye vådområder, som giver levesteder og føde til mange forskellige dyre- og plantearter.
Ulven holder bestanden af hjorte og andre store planteædere nede, hvilket giver plads til mere plantevækst, som ellers ville være blevet bidt ned af græsserne. Ulvens tilstedeværelse påvirker dermed hele økosystemet og er med til at skabe mere varieret planteliv og dermed også større biodiversitet.
Det er bare to eksempler på det, som biologer kalder nøglearter: Arter, der er med til at definere et helt økosystem, fordi hele systemet ville se fundamentalt anderledes ud, uden deres tilstedeværelse. Den oprindelige engelske betegnelse for nøgleart er keystone species – opkaldt efter den bærende slutsten, der holder en stenbue oppe.
Slutstenen alene gør ingen stenbue. For buen består af den samlede spænding mellem alle de sten, der udgør den. Men slutstenen er afgørende for at forbinde og fordele presset fra de andre sten – og dermed gøre buen mulig. Uden den ville hele buen falde sammen.
Hvad nu hvis, vi spillede den samme rolle?
Den tyske forfatter Lucas Buchholz, der i en årrække har arbejdet sammen med Kogi-folket i Sierra Nevada de Santa Marta-bjergene i det nordlige Colombia, beskriver, hvordan Kogi-folket netop ser sig selv som en nøgleart, der har til ansvar at skabe flest mulige gensidigt fordelagtige relationer i deres landskab.
Ligesom mange andre oprindelige folk rundt om i verden, arbejder Kogi-folket målrettet på at styrke deres økosystem ved at forbedre jordens mikroliv og skabe levesteder for andre arter. Buchholz påpeger, at i visse dele af Amazonas, der forvaltes af oprindelige folk er biodiversiteten faktisk højere end de områder, der er vilde og ubeboede.
Da Australien var hærget af enorme skovbrande i 2020, gik mange af de skovområder, der lå på aboriginal-stammers land fri. For der havde de lokale løbende lavet små, kontrollerede afbrændinger, der fjernede det let-antændelige tørre græs og underskov uden at påvirke de større træer og buske. På den måde kunne de ikke alene sikre dem selv og deres boliger, de kunne også gøde jorden med aske. Og de brændte ikke alt på én gang, men lavede afbrændingerne på forskellige steder over flere år, så planterne voksede op i forskellige stadier af succesion for at skabe bedst mulige vilkår for så mange forskellige arter som muligt.
De lokale stammer gjorde dette selvom sådanne kontrollerede afbrændinger er forbudt ved lov i Australien (bl.a. ud fra videnskabelige argumenter om, at man ikke skal påvirke økosystemets egne naturlige processer). Som Buchholz konkluderer:
“Hver eneste kultur på Jorden er et svar på vores mest grundlæggende forestillinger om verden. Hvis vi tror, at vi er overherrer eller parasitter, så vil vi skabe samfund og organisationer, der er udpiner og dominerer verden omkring os. Hvis vi derimod tror på, at vi er en slutstensart, vil vi skabe slutstenskulturer, slutstenssamfund og slutsstensorganisationer.”
Hvis du er et indendørsmenneske som mig, så kan dette lyde meget fjernt og abstrakt. Nærmest uvirkeligt og uopnåeligt. Så måske skal vi blot begynde med forsigtigt at ruske vores forestillingskraft til live:
Hvad nu hvis det ikke er os mennesker, der er noget i vejen med?
Hvad nu hvis vi ikke er fremmede overherrer, hvis negative påvirkning vi blot skal begrænse så meget som muligt?
Hvad nu hvis vi accepterer ansvaret som en nøgleart, der medvirker til at styrke og berige de økosystemer, som vi er en del af?
Hvad nu hvis vi er i stand til, som Adam Wilson skriver så smukt, “at se vores liv som afspejlinger af den vedholdende gavmildhed, der kommer til os hver eneste dag fra landskabet omkring os – at udvirke agtelsens mildhed.”
Hvad nu hvis den grønne treparts nye Danmarkskort ikke er et hårdt skåret enten-eller, men en mosaik af sammenvævet og gensidigt afhængigt liv på tværs af arter?
Hvad nu hvis vi ikke længere vokser op som indendørsmennesker?
Hvad nu hvis unge studerende med lethed kunne skrive en liste, hvor alle de positive interaktioner mellem mennesker og miljø, langt overstiger de negative?
Hvad nu hvis vi kunne være den slutsten, der løfter og giver plads til resten af buen?
Hvad nu hvis vi også kunne være noget for nogen andre end os selv?
Vi slutter med en sang…
Der er mange ting, som vi ikke kan se Mellem linjerne står det skrevet måske Kald det ingenting, men jeg mener bestemt Man er nogen til man er borte og glemt Er du langt væk, for det føles sådan Du ku′ ha' mig i din hule hånd For alle vil jo bare være noget for nogen Alle vil jo bare være elsket af nogen Alle vil jo bare være noget for nogen Alle vil jo bare være noget for nogen Der er mange ting, som vi ikke forstår skal der gøres noget, gør det før det forgår Kald det kærlighed, hvis du tror det er sandt Hvis det kom og gik, men aldrig forsvandt Er du langt væk, for det føles sådan Du ku′ ha' mig i din hule hånd For alle vil jo bare være noget for nogen Alle vil jo bare være elsket af nogen Alle vil jo bare være noget for nogen Alle vil jo bare være noget for nogen Fra bilkø til Sydhavsø, går vi rundt i cirkler Og er bange for at dø Modstand mod modstand – sikke en skam Fra vanvid til iskoldt vand går vi rundt Og råber ind i hovedet på hinanden Stemme mod stemme der siger det samme Samme, samme, samme, samme, samme... For alle vil jo bare Alle vil jo bare være noget for nogen Alle vil jo bare, alle vil jo bare være elsket af nogen Alle vil jo bare, alle vil jo bare være noget for nogen Alle vil jo bare, alle vil jo bare være noget for nogen
- “Noget for nogen” – Pauline
En anbefaling
Jeg kan varmt anbefale at læse hele Robin Wall Kimmerer’s “Braiding Sweetgrass”. Det er nok en af de mest inspirerende og hjertevarme bøger, jeg har læst de sidste mange år. Du kan få en slags forsmag i dette interview fra Emergence Magazine.
