Fantasiens vildnis
Om det sorte bjerg, den hvidfossende elv og resten af det vilde landskab, der ligger foran os.
"Hvorfor er det et vildnis?"
Sådan spurgte en ven, der læser med her, med henvisning til det landskab, jeg tegnede op i mit første indlæg på Substack.1 Et forsøg på at indkredse det, jeg skriver om her, som det, der ligger i rummet mellem demokrati, jord og ånd.
Jeg ved ikke helt hvorfor, men det føles vildt. Hver for sig er disse tre fikspunkter velkendte. Ufarlige, grænsende til det kedelige. Men tilsammen føles det utæmmet og uforudsigeligt. For vores fremtid formes af disse kræfter: Jordens bæreevne, menneskehedens mod og gejst, og vores evne til at træffe beslutninger og handle i fællesskab.
Det er et sted, hvor alt kan ske.
“Kunsten”, skrev poeten Gary Snyder engang, “er fantasiens vildnis, der overlever som nationalparker midt i civiliserede sind.”
Jeg har tit tænkt på dette billede af disse tilbageværende, utæmmede og ufarbare områder på vores indre landkort. Dér, hvor stierne slutter. Måske markeret med advarselsskilte, måske bare tilgroet og forsvundet bag brombærranker og fremspirende, unge træer.
Det er et vildnis, fordi fantasien stadig råder her. Ingen svar er givet på forhånd. Der er ingen stier, før du skaber dem. Du drømmer landskabet, ligesom landskabet drømmer dig. Hvert eneste skridt gennem de høje siv stiller og besvarer det samme spørgsmål: "Hvad nu hvis? Hvad nu hvis? Hvad nu hvis?"
Men "Hvad nu hvis" rummer også spændingen, bekymringen og angsten og over alt det, der kan gå galt. Som et mørkt fjeld knuger det horisonten over os. Som en sort elefant, hvis tilstedeværelse ingen for alvor er klar til at anerkende.
(en sort elefant er en kombinationen af de to udtryk “elefanten i rummet” og “en sort svane”:
Elefanten i rummet er et underliggende problem, som alle ved er der, men som ingen taler om eller sætter ord på.
En sort svane er en uforudsigelig begivenhed, der er så sjælden, at den ligger langt udenfor, hvad man kunne forvente, og som har potentielt omsiggribende konsekvenser.
Så en sort elefant er et problem, som alle kan se komme på lang afstand, men som de omhyggeligt undgår at forholde sig til eller tale om. Og når problemets konsekvenser så endelig indtræffer, vil de alle lade som om, at det var totalt uforudsigeligt.)
Dette bjerg knejser i hjertet af dette vildnis og kaster sin onde skygge over dets dale og skråninger. Formørker os, når vi hører om stadigt stigende udledninger, stigende temperaturer, smeltende gjetjsere, skovbrande, oversvømmelser, forsuring af have, ændringer i havstrømme, tilbagegang i levesteder, økologisk sammenbrud.
Vi holder os helst ude af dets skygge. Vender os mod lyset, fordi kontrasten bliver for stor. Fordi vi ikke ønsker, at vores øjne vænner sig til mørket. Vi vil helst undgå at mærke angsten for, at vi ender dér, hvor vi lader til at være på vej hen.
Men der er dog nogen, der går op på bjerget. I 2009 udgav forfatterne Dougald Hine og Paul Kingsnorth “The Dark Mountain Manifesto”, hvori de omfavner det dystre udsyn på kanten af en forandring, så stor, at ingen kan bedømme den.2 De kigger ned ad den sti, som menneskeheden følger, for at se, hvor vi er på vej hen. Og de fæstner blikket på det sammenbrud, de ser som uundgåeligt.
Det er i sandhed et vildt landskab. Råt og ugæstfrit. Med åbne sprækker og spalter gemt mellem løse sten, hvor man let kan glide, snuble og – i værste fald – falde i. Men selv her på dette tusmørke bjerg, er det muligt at finde vej. Som Hine og Kingsnorth skriver til sidst:
“At verden som vi kender den, går under, er ikke verdens undergang punktum. Sammen vil vi finde håb på den anden side af håb, vi vil finde stierne, der leder til den ukendte verden foran os.”
De skrev deres manifest som en invitation til forfattere og kunstnere til at udforske dette landskab sammen. At finde andre opdagelsesrejsende, knytte sig sammen med sikkerhedsliner, og gå op af bjerget i håb om at kunne finde nye historier at fortælle, nye billeder at male, nye måder at udtrykke det, der ligger på den anden side af fremtiden.
I en sprække over skyerne er en kold, ren kilde begyndt at pible. Vandets kraft er langsom, men ustoppelig. En stille piblen kan slide sig gennem klipper og omforme landskaber. Og efterhånden som vandet løber, får det stadig mere fart og kraft. Inden længe en hvidfossende elv, der bringer iskoldt smeltevand ned fra højderne.
En dyb, fælles længsel, der løber gennem landskabet og giver næring til nyt liv. Nye drømme.
Det er den længsel, som man kan høre i Den Grønne Ungdomsbevægelses manifest om “Retfærdig Naturbevarelse”,3 hvor de 10 forfattere beskriver deres vision for en radikalt anderledes verden:
“Vi lever nu i en verden, hvor vores omsorg ikke bare favner mennesker, men også alle andre levende væsener. Vi har indset, at det at drage omsorg for naturen er at drage omsorg for os selv. Nu plejer og støtter vi økosystemerne, så de har de bedste betingelser og plads og ro til at regenerere. Ligesom naturen til alle tider har sikret vores livsbetingelser.”
Det er den længsel, man kan høre hos Regenerative Stemmer, en ny festival for folk, der arbejder med at indføre regenerative principper i alt fra landbrug og finans til ledelse, design og terapi.4 Laura Storm, der med sin bog “Regenerativ Ledelse” er en stærk stemme indenfor dette felt, fortæller, hvordan mange af de ledere, som hun arbejder med, udtrykker “en dyb længsel” efter noget nyt. De vil ikke bare være bæredygtige. De vil efterlade ting i bedre tilstand end før.
Det er en længsel, som jeg også selv har skrevet om i en kronik med titlen “Hvis dit ægteskab kun er ’bæredygtigt’ har jeg godt nok ondt af dig.” Fordi bæredygtighed efterhånden føles som at sætte sig for at være mindre slem i stedet for at prøve at være god.5 I stedet er ‘regenerativt’ blevet det nye nøgleord for denne længsel. Som foreningen Regenerativt Jordbrug forklarer det:
“Regeneration kommer af det latinske ord regenerationem, som betyder at gendanne eller genopbygge. Regenerativt rækker længere end bæredygtighed. Bæredygtighed er at bevare det eksisterende og undgå yderligere tab. Regenerativ betyder aktivt at genopbygge det, der allerede er tabt. Regenerativt jordbrug udspringer dermed i erkendelsen af, at jorden, vores rene vand og de økosystemer, der understøtter vores madproduktion, har brug for at blive genopbygget.”6
Det er en længsel efter et opgør med den udvindelse og udnyttelse af jorden, som vi har bygget vores samfund på: Hvad nu hvis vi kunne bygge et nyt samfund inspireret af den levende verdens kredsløb, hvor alle næringsstoffer gives videre? Hvor den enes lort er den andens mad? Hvor alt cirkulerer, kun tilsat sollys? Hvad nu hvis vi kunne leve en ren og skyldfri tilværelse i en solspættet, lysåben genforvildet Paradisets have, hvor alt er i harmoni, i balance, i gensidig omsorg?
Det er en længsel, der føles så naiv, romantisk og utopisk, at det føles nærmest skamløst overhovedet at sige det højt. For må vi overhovedet længes på den måde midt i den knibe, vi befinder os i?
Den hvide elv og det sorte bjerg er to uomgængelige kendetegn, der former dette fantasiens vildnis. De er forbundne. Gensidigt afhængige som lyset og mørket, længslen og fortabelsen, vand og land. Hinandens forudsætninger som yin og yang. Vi kan ikke udfolde længslen uden at anerkende angsten. Vi kan ikke holde ud at være i angsten, hvis ikke længslen kan spire i dens sprækker.
Det er den dobbelthed, denne spænding, der gør dette vildnis så fascinerende og så farligt. For det er sårbart at sætte ord på sin angst og dele sine længsler. Men det er også her, i sårbarheden, at der for alvor er plads til, at noget nyt kan opstå. For det er også det eneste sted, hvor mulden stadig er rig og stærk nok til, at vi kan finde rodfæste.
The world is on fucking fire, we need hope and a call to action, not more navel gazing !!