En ukuet stemme
En historie om at bruge sin stemme uden at lade sig kue af fremtiden.
Lidt praktisk information til at starte med: Jeg eksperimenterer stadig med formen på dette nyhedsbrev. Og jeg er nu begyndt på at indlæse teksten, så du også kan lytte til det som en podcast. Bare tryk på play-knappen lige herover.
Desuden har jeg fundet ud af, at jeg bedst kan lide at læse Substack i den tilhørende app, der hedder Substack Reader. Det gør det nemt både at læse og lytte, når det passer mig, uden at blive overvældet af alle de andre mails, der ligger i min indbakke. Måske nogle af jer har det på samme måde.
Lang tavshed.
Det er sikkert ligegyldigt for jer, men jeg ville gerne skrive ud hver uge. Det er ikke lykkedes mig, og det går mig på. For det er ikke fordi, jeg ikke skriver. Jeg skriver udkast efter udkast. Men jeg har stadig svært ved at finde en stemme, der kan rumme det, jeg gerne vil udtrykke.
Måske er det nemmest at forklare med en historie:
I foråret blev jeg inviteret til at holde oplæg om mit "synspunkt i klimadebatten" på kunstmuseet Silkeborg Bad. Oplægget var en del af udstillingen “Amazing Nature”, der søger at "fastholde fortryllelse og håb gennem kunsten, der påny kan vise os hvilken fantastisk klode vi bebor."1
Det var en regnvåd og mørk onsdag aften. Oplægget fandt sted inde i et af udstillingsrummene på første sal i de gamle sanatoriumsbygninger, der lå smukt ned til en af søerne i udkanten af Silkeborg. Der var 12 fremmødte, der havde trodset regnen. De fleste betydeligt ældre end mig, men det var også et par, der var betydeligt yngre. Jeg havde ikke forventet et større publikum. Det kan svært at tiltrække tilhørere alene i kraft af sit navn, når man ikke er mediekendt eller kommer med en varm lokal anbefaling. Jeg glædede mig bare over muligheden for at sætte ord på nogle af de mange tanker om krydsfeltet af natur, klima, fortryllelse og håb, som jeg har gjort mig i løbet af de sidste 5-10 år.
Jeg tog afsæt i en kronik, jeg havde skrevet året forinden under overskriften "Klimakrisen lærer os en mere ydmyg plads i verden."2 Det blev en slags powerpoint tour de force om evolution, om jorden som et selvbærende, komplekst system. Om hvordan vi ikke står udenfor, men er en uløselig del af dette system. Og om hvordan denne erkendelse fordrer ydmyghed, gensidighed og taknemmelighed.
Jeg havde meget på hjerte. Så jeg talte og talte. Kun afbrudt af et par korte samtaleøvelser undervejs, hvor publikum kunne få lejlighed til at fordøje og sætte deres egne ord på nogle af de ting, jeg talte om. Og jeg sluttede af med at fortælle om kirsebærtræet som et billede på det blomstrende samfund, jeg drømmer om:
Træets rødder cirkulerer vand og næringsstoffer fra jorden og dets blade ånder og indfanger sollyset. Med de råmaterialer sætter træet hvert år tusindvis af blomster og bær, der giver mad til bier, mennesker, fugle og andre dyr. Træet laver alt dette arbejde og giver alt dette fra sig blot for at en enkelt kirsebærsten kan falde til jorden, spire og vokse til et nyt træ. Og alligevel er der vel ingen, der vil kigge på et blomstrende kirsebærtræ og brokke sig over, at det er et spild af ressourcer at sætte så mange blomster, når nu det kunne nøjes med så meget mindre. Kirsebærtræets frugtbarhed giver en overflod af både næring, skønhed og glæde uden på nogen måde at overforbruge de ressourcer, som det har til rådighed. Det blomstrer i bogstaveligste forstand.
Det er et smukt billede. En på papiret flot afslutning. Men da jeg var færdig, følte jeg mig alligevel underligt tom. Jeg havde troet, at det ville være en forløsning at sige alle disse ting højt. At jeg ville kunne mærke noget genklang. At det måske kunne rykke noget for nogle andre at fortælle om disse erkendelser, sådan som det havde rykket noget for mig.
Men jeg følte ingen genklang. Og det blev ikke bedre, da publikum begyndte at stille spørgsmål. En ældre kvinde bemærkede, at jeg havde vist et billede af et japansk kirsebærtræ, der sætter mange flotte blomster, men ikke bærer frugt, hvilket jo stod i modsætning til den pointe, jeg prøvede at komme med. En ældre mand kastede sig ud i længere tirade over hvordan politisk inkompetence og magtfuldkommenhed bremser den grønne omstilling. Det gik op for mig, at jeg i høj grad havde talt til koret. Til de allerede overbeviste. Og at langt de fleste af tilskuerne har været optaget af disse ting siden før jeg blev født. At der intet nyt er i noget af noget af det, jeg havde sagt. Min egen erkendelsesrejse er blot én dråbe, der løber over ruden i en regnstorm, der har raset længe.
Jeg var så overrasket over denne totale mangel på forløsning. Jeg troede, at det ville være livgivende at bruge min stemme på denne måde. At det ville vække noget gejst. Noget lidenskab. Altså i mig. Men det føltes mest som et kraftesløst sving med armen. Ingen kontakt. Ingen gnist. Ingen energi.
I stedet føltes det som om jeg bare gav folk dårlig samvittighed. Som om alle samtaleøvelserne kun havde til formål at konfrontere folk med deres egen utilstrækkelighed: Hvornår tilpasser du dig dine omgivelser? Hvad betyder bæredygtighed for dig? Hvad er det vi oppebærer? Hvad giver vi igen?
Det blev ikke bedre, da en af de yngre deltagere spurgte, hvad jeg konkret ville anbefale hende at gøre. Hvordan kunne hun tilpasse sig og give igen og praktisere den ydmyge gensidighed, jeg talte om?
For jeg havde ikke nogen gode svar at give. Afstanden mellem de små handlingsanvisninger, jeg kunne give hende ("meld dig ind i et fødevarefællesskab”, “dyrk dine egne grøntsager,” "bliv aktiv i Klimabevægelsen") og omfanget af den knibe, vi står i, virkede uoverskueligt stor. Det var som om, at jeg med mit foredrag efterlod hende og de andre tilhørere med følelsen af at være fanget i et system, der gør dem til dårlige medskabninger. Som om jeg pegede på en vej frem, som ingen af os kan se, hvordan vi skal træde. Som mest bare virker som et ufremkommeligt vildnis.
Hvorfor overhovedet stille sig op og tage ordet, hvis det blot er for at sende folk ud af døren med en følelse af utilstrækkelighed? Med lidt mindre håb, mod og handlekraft, end da de kom?
Det er ikke fordi jeg tænkte, at jeg kunne give klare svar. For dem har jeg bestemt ikke. Men jeg havde håbet på at skabe en forbindelse. En følelse af, at ingen af os er alene i det her. At der er en bevægelse her, hvis vi vil det. Og selvom det ikke er nok at sætte ord på det, så er det dog en begyndelse.
På vej hjem fra Silkeborg indså jeg, at jeg savner at være del af et handlefællesskab som Københavns Fødevarefællesskab eller Medborgerne. Jeg savner at være en vært, der åbner op og skaber rum for andres engagement. Jeg savner at kunne invitere folk ind i den varme stemning, der opstår, når vi finder mod ved at gøre noget sammen. En invitation ind i en fremtid, vi oprigtigt gerne vil leve i. Jeg savner at tale fra et sted, hvor vi allerede er i gang med at gøre det. Hvor afstanden til det, jeg drømmer om, indimellem føles lidt mindre. Et sted, hvor jeg ikke går på kompromis allerede før jeg overhovedet åbner munden.
Jeg søger en stemme, der tør udtrykke den sorg, angst og bekymring for fremtiden, som jeg føler, uden at være kuet af det. En stemme, der tør insistere på, at der altid er noget at gøre. Jeg vil gerne udtrykke min længsel efter en anden, bedre og blomstrende fremtid. Men uden at svæve væk i naivt drømmeri. Jeg vil have en stemme åbner op for mod og handling. Ikke mindst for mig selv.
Som rødhalsen: Lille, sølle og nuttet. Men samtidig en af de få fugle, der synger året rundt. Også når det er mørkt. Ornitologerne siger, at den synger for at forsvare sit territorium. Jeg vælger at sige, at den synger, fordi det er det eneste, den kan.
Så jeg har valgt, at jeg vil synge som rødhalsen. Fordi det er dét, jeg kan. Jeg prøver at ikke tage mig selv for alvorligt. Bare være ærlig i min egen stemme. Indrømme mine usikkerheder og fejl. Og skabe rum hvor andre kan gøre det samme, hvis de vil.
Tak for at du læser med.
Læs mere og se billeder fra Amazing Nature-udstillingen her: https://kunsten.nu/journal/amazing-nature-kunstcentret-silkeborg-bad/
Du kan læse hele min kronik i Dagbladet Information her: https://www.information.dk/debat/2021/02/pandemien-laere-indtage-mere-ydmyg-plads-verden-naturen
Walter Benjamin quoted by Marcuse: "It is only for the sake of those without hope that hope is given to us".
In a world devoid of hope, those who possess it become beacons of light, offering guidance and inspiration to those who have lost their way.