En sang får sin krop
Hvordan min sangtekst fandt sin melodi – og fik sin debut.
Kære læser,
For halvandet år siden delte jeg et udkast til en sangtekst med titlen “En sorg uden krop.” Som jeg skrev dengang, var teksten “blot et forsøg på at sætte ord på noget svært. Måske en dag kommer der en melodi til.”
Nu er melodien kommet til. Gennem en god ven fik jeg kontakt med Anders Greis, der har sat musik til flere sange i højskole sangbogen. Og han hjalp mig med at sætte musik til teksten og bearbejde den, så den kan fungere som fællessang.
Fredag d. 4. oktober 2024 fik sangen sin debut som fællessang på Vallekilde Højskole, da jeg holdt dagens morgensamling. Jeg prøvede at optage det, men lydkvaliteten var elendig.
Nu har min fantastiske kæreste Sofie indsunget den, så jeg også kan dele den her. Lydkvaliteten er heller ikke perfekt her. Men den er god nok. For nu skal sangen ud og leve. Glæder mig til at høre, hvad I synes om den.
Herunder følger sangen – og teksten fra min morgensamling på Vallekilde Højskole.
alt godt,
Andreas
Morgensamling om en sorg uden krop
… som sagt, så har jeg arbejdet meget med demokrati og med klima, som I måske kunne regne ud, at denne sang også handler om.
Men det var ikke skrevet i kortene, at jeg skulle blive klimaaktivist.
Jeg er vokset op i Jylland. I et hjem, hvor vi spiste minutris og panerede kylletter fra frost, og hvor der ikke var de store tanker om klima, biodiversitet og natur. Det var selvfølgelig også 80'erne og 90'erne. Før den slags ting, for alvor slog igennem.
Men alligevel, da jeg gik i 5. klasse, havde vi en temauge om regnskoven. Om hvordan den blev ryddet. Og det, der dengang blev kaldt drivhuseffekten. Vores lærer var meget omsorgsfuld. Hun sørgede for at lave et projekt, hvor vi kunne sælge kage og samle penge ind, så vi kunne købe 3 kvadratkilometer regnskov. Vi fik et flot certifikat, vi kunne hænge op i klassen, og så havde vi løst det problem. Jeg behøvede ikke tænke mere over det.
Det var først i 2009, da der var klimatopmøde i København, at det gik op for mig, at vi ikke havde løst problemet dengang, vi købte den der regnskov. Og jeg fik en lidt synkende fornemmelse af, at alt det, der havde bekymret os dengang, ligesom bare var kørt videre i baggrunden al den tid. Men nu var der pludselig en masse energi omkring klimakrisen. Der var en stor demonstration. Der var alle mulige folk, der samledes, og politikerne lovede, at nu ville de gøre noget.
Og så skete der igen ikke rigtig så meget.
Men det var som om, at det ikke rigtigt gik mig på. For jeg kunne heller ikke rigtig mærke det. Det var ikke noget, jeg rigtig tog ind på den måde. Det var først i sommeren 2018. Tørkesommeren, hvor det nærmest ikke regnede mellem april og august, at det for alvor gik op for mig. Jamen, er det det her? Er det den her fremtid, vi kommer til at gå i møde?
Det var den første gang, jeg kunne opleve klimaforandringerne på min egen krop. Jeg ved ikke, om I kan huske det, hvordan man lå der om natten, og det er sådan tropisk varmt, og udluftningen fungerer ikke ordentligt, og man kan ikke sove, fordi det er så varmt. Og så ligger man bare der med med sine egne tanker.
Jeg lå der, og min søn, som var to år dengang, lå ved siden af mig. Og jeg lå og tænkte på, hvad er det for en fremtid, han vokser op i? For alle de årstal, vi snakker om, bliver anderledes konkrete, når man ser på ham: 2030, der er han 14. I 2050, der er han 34. Det er hans fremtid. Det er alt det her, han kommer til at vokse op med.
Så jeg blev nødt til at gøre noget. Det var der, jeg blev klimaaktivist. Det var ikke en stor klimabevægelsen dengang i 2018. Men det var cirka samtidig med, at det, der hed den grønne studenterbevægelse – nu den grønne ungdomsbevægelse – startede. Jeg er sikker på, at I har hørt, at om den gruppe på 11 unge, der lige nu sultestrejker inde foran forhandlingerne om den grønne trepart. Som en slags desperat protest mod den aftale, der nu står til at blive vedtaget.
Vi gjorde lidt det samme dengang. Vi startede Klimapåmindelsen, hvor vi stod foran Christiansborg hver torsdag morgen, når politikerne kom ind på arbejde til deres gruppemøder og skulle snakke om de vigtigste politiske sager.
Så stod vi der med vores skilte og bannere og sang sange for at minde dem om "husk klimaet". For på den ene side har vi jo snakket om det i rigtig mange år, men der var stadig ikke rigtig nogen, der havde gjort noget ved det.
Vi blev vakt af den der følelse af desperation. Af at vi måtte gøre noget. Vi stod der torsdag efter torsdag igennem en hel vinter og en hel forår. Helt frem til den 5. juni, hvor der så kom et valg, hvor alt handlede om klima. Et klimavalg.
Og vi tænkte, "nu sker der endelig noget."
Og godt nok fik vi en klimalov, hvor partierne forpligtede sig til en hel masse. Men så kom corona, og så var det som klimaet blev glemt lidt igen.
Og så gik tiden. Og det skete ikke rigtigt noget.
Man kan sige, at nu kommer den grønne trepartsaftale. Men den har været så lang tid undervejs. Og alle de klimaeffekter, der har været sideløbende – de går stadigt så hurtigt, at man føler, at det er altid er alt for sent.
Og det gjorde, at jeg mistede modet.
Jeg fik sådan en nedtur, en depression, en sorg, skal man sige, over, at vi stadigvæk er på vej den forkerte vej. Over alt det, der sker i verden.
For hver gang man læser de her nyheder, så er man nærmest ikke rigtig helt forstå hvad alle disse klimarapporter siger. Man sidder bare med følelsen af, at vi er ved at æde jorden op, men vi kan ikke rigtig mærke det. Fordi vi møder det kun gennem grafer eller dokumentarbilleder af brølende orkaner eller skovbrande eller oversvømmelser eller hvad det nu kan være.
Og jeg har følelsen af, at jeg burde være vred. Jeg burde være rasende. Fordi det her er noget, som påvirker mig, som påvirker os alle sammen. Det påvirker mine børn. Det er noget, som vi ikke kan undgå. Men samtidig er det så fjernt. Det er aldrig lige der, hvor jeg er. Jeg er tom. Det er som om, det kun findes i mit hoved. Det er sådan en sorg, som ikke har nogen krop.
Og det er ikke bare, fordi jeg er ved at sørge over alt det, vi er ved at tabe, men jeg er også ved at sørge over, at jeg ikke kan mærke det tab. Det er sorgen over at være født ind i et samfund, hvor selv når vi prøver at gøre noget godt, så er det som regel bare at gøre ting mindre dårligt. Der er ikke rigtig nogen vej til at føle, at vi kan lykkes. Det er bare som om, at vi skubber skraldet og skroget af Jorden foran os som en stor bulldozer. Vi æder Jorden bid for bid. Mere end vi har bedt om, og meget mere end vi har brug for.
Så når man er rigtig langt nede i hullet, kan man være rimelig hårdt ramt.
Og det er stik modsat af, hvordan jeg ellers har været. Det er stik modsat af, hvordan jeg ellers har gjort. Jeg har fx. været med til at starte et initiativ, der hedder Borgerlyst. Jeg har været med til at prøve at gøre mulige ting, der handler om at gøre det lettere og sjovere, og mere begejstrende at engagere sig.
Jeg har blandt andet skrevet tre bøger om demokrati og handelskraft i hverdagen, og i hver af disse bøger har jeg lige sluttet af med et lille twist, et lille svirp, der skal give et løft og mod til at gå ud, og gøre noget. At føle at det nytter.
Men jeg kunne slet ikke finde det længere. Jeg var helt tom. Fordi det her er ikke sådan en sorg, du lige kan løse med sådan et opmuntrende klap på skulderen. Der er ikke nogen nem vej ud af det her. Og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.
Der er mange, der har været i det hul. En af dem er kvinde ved navn Rowen White. Hun er en Mohawk frøsamler og historiefortæller i Californien. Hun kalder denne sorg for uforbundethedens sorg. Og jeg vil lige læse lidt op, hvad hun siger:
Sorg kan tage mange former. Vrede og raseri. Tristhed. Og nogle gange bare en laden stå til. Der er mange måder, hvorpå sorg kan komme til udtryk. Men da jeg for første gang tillod mig at føle bitterheden i den sorg, var jeg i stand til – som unge, modstandsdygtige mennesker er det – at tænke ‘hvad skal jeg gøre med dette?
Jeg sidder her med forståelsen af, at der er noget, som jeg skulle have modtaget ved fødslen, som jeg ikke har fået: Denne forbindelse til jord. Denne forbindelse til frø og føde.’ Og i det øjeblik lovede jeg mig selv ‘jeg vil finde ud af hvem den mad, der brødfødte mine forfædre, er.’
Jeg fortæller denne historie fordi jeg føler, at hvis jeg ikke havde mærket den sorg og længsel, så tror jeg ikke, at jeg ville have haft energien og drivkraften til at gå så dybt ind i mit arbejde, som det udvikler sig i dag. Det var sorgen og længslen, der vækkede mig (..) Det navngav noget, som jeg havde savnet, uden at vide, at det var muligt at savne det.
Hendes ord satte virkelig nogle tanker i gang hos mig. For hun fandt en løsning – eller måske rettere en vej til at løsne denne klump af sorg – ved at lære om mad, om frø, om jord og om at dyrke jorden.
Og jeg kender rigtig mange andre, som også har fundet forbindelse og glæde ved at dyrke jorden. Der er hele den her regenerative jordbrugsbevægelse, som I måske har stødt på. Jeg så plakaten fra filmen nede ved trappen.
Men jeg tror ikke, det er min vej. Måske er jeg ikke den, der har de grønne fingre. Så hvad skal jeg så gøre?
Så tænkte jeg, jamen dengang jeg var højskolelærer, så lærte jeg noget om, hvor kraftfuldt det er at synge sammen. Det lærte jeg jo også, da jeg stod derinde til Klimapåmindelsen.
Det der med at kunne udtrykke en stemning i fællesskab. Der er nogle af de sange, som løfter én bare ved at synge dem. Som “Kringsat av fiender”, eller “Noget om helte”, eller den der hedder “Et samfund kan være så stenet”, hvis I kender den. Det er en meget kort sang, men som samtidig også bare vender noget meget stort på en let måde.
Det var en stor oplevelse for mig hvert semester at se unge højskoleelever som jer komme ind og få den der kæmpebog i hånden og så i løbet af et semester finde sine favoritter og finde ud af, hvad er det for nogen sange, som de har lyst til at synge igen og igen, og som også satte ord på det fællesskab, de var en del af. Som satte ord på noget af det, som de hver især gik med og gav det mulighed for at sige det sammen. At have det rum sammen.
Så jeg tænkte, måske kan jeg gøre lidt af det samme. Og det endte med, at jeg startede med at skrive den her tekst. Jeg kan ikke finde ud af, hvad det er, så jeg skrev bare. Det var et meget hverdagsagtigt sprog, fordi det var sådan, jeg havde det. Og på et tidspunkt tænkte jeg, 'det ikke bliver bedre', og så lagde jeg den op. Jeg har et nyhedsbrev, hvor jeg sendte det ud. Og en af mine venner sagde, at han kender en komponist, som måske kunne sætte en melodi til det, hvis det var.
Han hedder Anders Greis, og jeg sendte den til ham. Han var interesseret. Og han begyndte at lave en melodi til den. Og så sendte vi den frem og tilbage, fordi nu skulle vi have melodi og tekst til at passe sammen.
Og Anders er meget på, at en sang godt kan gå op, hvis du bare synger den for dig selv, for så kan du selv styre alle de der små stavelser og tryk, der snubler på den ene eller den anden måde. Men hvis det skal være en fællessang, hvor I som fællesskab skal kunne synge den, så skal den sidde fuldstændig rent. Alle skal kunne følge stavelserne. Og derfor skal rytmen bare være stensikker, så I nærmest ikke skal tænke over, hvad det er, I synger. For det giver jo også meget mere plads til bare at være til stede. Og mærke hinanden. Og mærke fællesskabet.
Den tekst, jeg sendte til Anders, den var mega dyster. Den startede dårligt, helt nede i kulkælderen, og så blev den bare værre. Helt ned, hvor man tænkte, okay, nu ligger jeg bare nede i bunden af et hul.
Men i mødet med Anders, begyndte vi at snakke om, hvad det egentlig er for en slags sang? Hvad skal den kunne? Og så skete der det, at vi skrev to nye vers: Det første og det sidste vers, som rammesætter det her med at sidde ude i natten, og ikke helt vide, hvad man skal gøre af sig selv, og være omsluttet i det her mørke. Og så lige pludselig høre den her fugl synge.
Rødhalsen har jeg et særligt forhold til. For selvom den er sådan en lille, undseelig fugl, så er den faktisk en af de eneste fugle, der synger hele året rundt, også om natten. Så den har den der ukuelighed, som vi også nogle gange kan have brug for – for at komme videre, og for at få løsnet den der knude af sorg.
Det er også det, som Rowen White siger: Hvis man møder og accepterer sorgen, kan det faktisk vise sig, at der er noget lys på den anden side.
Tak.
Vi slutter med en sang…
Himmelen er slukket nu, tavsheden gror Sidder her alene midt i skyggernes flor Jeg længes efter lyset, der kan varme min kind Men jeg mærker bare mørket trænge sig ind Den æder mig op Den æder mig op Ophobet, betændt Omsider erkendt Den æder mig op En sorg uden krop En sorg uden krop Længe, lidt for længe har jeg holdt igen skubbet det fra mig uden at vide hvorhen. Rapporter og prognoser gør det nok så klart Men min krop kan ikke føle grafernes fart Den æder mig op... Dette sår det findes kun her i mit hoved Mærker ikke alt det, som jeg lige forstod Vi æder Jorden under os, det æder mig med, Endnu kan jeg intet føle, trods alt, vi ved Den æder mig op... Sørger over noget, der aldrig var mit Løftet om et fremskridt, der er gået for vidt Jeg ved, at jeg bør kæmpe, men hvad kan jeg gør’? Jeg har mest lyst til at skrige. Højt, hvis jeg tør Den æder mig op... Hvad hvis vi er mange fler’, fler’ end vi tror Sammen om en smerte, som er helt tom for ord Vi mærker samme længsel og et spinkelt mod Hvis bare vi turde gribe om nældens rod Den æder mig op... Rødhalsen, den kalder i nymånens skær synger ufortrødent, den kan ikke la’ vær’. Jeg synger stille med, vi finder sammen hjem For en ny dag gryr først, når vi kalder den frem Den æder mig op Den æder mig op Ophobet, betændt Omsider erkendt Nu kigger jeg op Ser solen stå op Ser solen stå op
- “En sorg uden krop”. Tekst og musik af Andreas Lloyd og Anders Greis. Indspillet og indsunget af Sofie Marie Billekop.
Og en anbefaling…
Jeg er ikke den eneste, der skriver sange om vores forhold til jorden for tiden. Forfatteren og billedkunstneren Amalie Smith har skrevet en børnesang til en tid, hvor både børn og voksne må lære at tænke planetarisk:
Tak til Emmy Laura for at anbefale sangen i sit glimrende nyhedsbrev Jordbo.
Tak for at læse med! Hvis du sætter pris på dette nyhedsbrev, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.