Det er ikke børnene, der er kønsforvirrede. Det er de voksne
En historie om at blive bevidst om de normer, vi tager for givet
At gøre sig synlig med et nyhedsbrev som dette inviterer også til henvendelser og idéer, som jeg aldrig selv ville have opsøgt. For en måneds tid siden fik jeg denne henvendelse fra en læser:
Jeg rækker ud til dig, fordi jeg lige er landet i at være mor til et transbarn. I det oplever jeg, at der mangler et sprog og viden om emnet. For ofte tages der udgangspunkt i problemer forbundet med at være transperson. Statistikker, der fortæller, at 25% af transpersoner under 25 år har prøvet at begå selvmord, og at 50% af transkønnede børn er i dyb mistrivsel. Men jeg tror, det afspejler en fortid, der er i modsætning til den oplevelse, jeg selv har haft indtil videre som mor til et børnehavebarn. Og som derfor ikke ser ud til at tale ind i den fremtid, der er for mit barn eller andre transkønnede børn anno 2023.
For mig at se taler det lige ind i den tre-enighed, som du har tegnet for dit nyhedsbrev:
Demokrati: Den simple, men radikale idé om, at alle har ret til at være direkte medbestemmende over deres eget liv. Yes, også når man er fire år gammel og tydeligt kommunikerer sit oplevede køn.
Jord: Erkendelsen af, at vi alle indgår i det levende, gensidige afhængigt mere-end-menneskelige fællesskab, der er Jorden. Yes, naturens mangfoldighed er underfundig. Og dette er ikke et hierarkisk spørgsmål, men et mangfoldighedsspørgsmål.
Ånd: Accepten af, at modet til forandring opstår, når vi føler forbundethed, samhørighed og solidaritet. Yes, vi skal som samfund sænke skuldrene og forstå, at der ikke tages noget fra os, men anerkende og inkludere transkønnede som ligeværdige og se potentialet for, at det beriger os alle. At alle sættes fri i den her proces.
Denne henvendelse ledte til en samtale, der blev til den fortælling om kønsnormer, erkendelsesprocesser, normkritik og normkreativitet, som I kan læse herunder.
Jeg har ikke selv koblet Rodfæste med spørgsmål om kønsnormer før. Men efter samtalen og arbejdet med at redigere teksten kan jeg se, hvordan spørgsmålet om kønsnormer tydeliggør noget af alt det, vi tager for givet i vores samfund. Og fordi det handler om mennesker, der kræver retten til at være dem, de er, er det tilsvarende svært at affeje eller ignorere, selvom det måske umiddelbart føles som om det gør vores liv mere besværligt.
Så selv hvis du ikke er interesseret i kønspørgsmål og transkønnethed, vil jeg opfordre dig til at læse med her. For jeg synes det viser, hvor meget vi mister, hvis vi lukker samtalen ned og gemmer os i vores skyttegrave.
Jeg tror, at langt de fleste af os er lidt queer på den ene eller den anden måde. For at være queer handler ikke kun om køn og seksualitet. Vi kan også være queer i vores arbejdsliv, i vores måde at bo på, i vores måde at lære på, i vores kroppe, i vores bekymringer for fremtiden, eller i vores relationer til den levende verden.
Ingen af os følger alle normerne eller passer ned i alle kasserne. Og jeg synes denne historie viser, hvor meget vi kan lære og hvor stor kreativitet, det kan frigive, hvis vi tør udfordre disse kasser, og giver plads til denne mangfoldighed. Som moderen siger det:
Helt grundlæggende oplever jeg, at det ikke er børnene, der er kønsforvirrede. Det er de voksne. Kay ved sgu godt hvem hun er. (..) Hun møder jo kun problemet, når hun ikke bliver anerkendt for det hun siger, at hun er.
Herunder er et redigeret sammendrag af moderens historie – fortalt i fire dele med hendes stemme.
1. Erkendelsen
Da Kay1 var omkring halvandet, ville hun rigtig gerne have det der trikot med tylskørt i regnbuefarver på. Det var fredag, der var fredagsslik, og der var fest nede på rampen i haveforeningen. Og jeg kunne se, at når hun fik den der på, så følte hun sig virkelig som en stjerne. Og selvom vi grinede lidt af det, som man jo gør med sine børn, så kunne jeg godt fornemme, at der var et eller andet på spil for hende.
Da hun var næsten to år begyndte det også at være svært at give hende bukser på og tøj på om morgenen. Og jeg tænkte 'nu er vi nået til dén fase.' For jeg oplevede det samme med min store pige, at da hun blev to år, så havde hun en helt klar holdning til, hvad for noget tøj hun skulle have på.
Jeg troede først, at det handlede om tøjet generelt. Men jeg opdagede jo så, at når det var en kjole, så var det ikke noget problem at give hende tøj på. "Nå okay", tænkte jeg. "Det er nok en fase. Hun ser nok op til sin storesøster."
Og når vi kom ned i børnehaven, sagde de 'Kay, du har kjole på i dag!' Og jeg sagde bare 'ja, kan vi ikke bare lade være med at gøre en ting ud af det?'
Efterhånden som Kay begyndte at få sprog, begyndte hun at kalde sig selv for en pige. Så sagde jeg:
- “Jamen Kay, drenge kan jo også gå med kjoler.”
- “Jamen, jeg er en pige.”
Og den samtale havde vi frem og tilbage. Vi blev ved med at tale ind i: Hvorfor vil du gerne være en pige? Vi stillede spørgsmål til hende. Og det var jo tit, at hun ikke kunne give et fyldestgørende svar. For hun var jo kun to år. Og samtidigt ville vi ikke stille spørgsmålstegn ved, at hun skulle have lov til at gå i kjoler.
Hun har altid tappet ind i det kvindelige. Til fastelavn ville hun være mormor. Hun er altid storesøsteren eller moren eller den kvindelige pædagog, når hun leger far-mor-og-børn. Men samtidigt leger hun meget hellere med maskiner end hun leger med dukker. Hendes fascination af traktorer, maskiner og rendegravere har bare været helt konsekvent fra hun var helt lille. En helt anden fascination end sin storesøster havde. Så hun er lidt af det hele.
En mor nede i børnehaven sagde en dag 'mit barn kan også lide at klæde sig ud.' og det prikkede til mig. Jeg kunne godt se, at hun ikke klæder sig ud. Det er sgu ikke for sjov. Jeg kunne godt se, at der var noget på spil.
På det tidspunkt var hendes far og jeg også uenige. For som biolog mente han, at køn er defineret af, om du har en tissemand eller en tissekone. Og jeg mente, at der var lidt mere på spil. På det tidspunkt var der ingen af os, der vidste noget om det endnu. Men det, vi kunne blive enige om, var at følge Kay. Så vi begyndte ikke at kalde hende for hun/hende før det var noget, som hun selv begyndte at bede om. Og det begyndte hun så småt på her i sommers. Og så begyndte jeg at teste hende:
- "Når nu du sidder og maler, skal jeg så sige 'hun maler' eller 'han maler'"?
- "Du skal sige 'hun maler'"
- "Er du søster eller bror til Nanna?"
- "Søster."
- "Er du min datter eller min søn?"
- "Jeg er din datter."
Jeg følte, at det var uretfærdigt, at jeg sådan skulle teste hende. For det er meget tydeligt. Hvis jeg kommer til at kalde hende for en dreng, så kommer det fra hver en celle i hendes krop: "Nej, jeg er jo en pige!" Hun siger det enten på en meget insisterende 'nu må du forstå'-agtig måde, eller på sådan en 'nu får du tæsk'-agtig måde. Hun bliver virkelig vred. Det er noget, der påvirker hende på en helt anden måde end så mange andre ting gør.
Det minder mig om alle de der absurde situationer, man af og til befinder sig i for at imødekomme de der krav fra sit fireårige barn. Den der oplevelse af, "nu strækker jeg mig rigtig rigtig langt for at komme dine ønsker i møde." Som når man kører en halv time tilbage for at hente en bamse, som man har glemt på en færge. Det er fuldstændigt samme følelse. Her handler det insisterende så bare om kønsidentitet, og ikke om en glemt bamse.

En dag kom der to piger op til mig i børnehaven og sagde 'Kay er en dreng.'
"Nej, Kay er jo en pige med en tissemand," svarede jeg. Men jeg kunne godt høre, at der var sket noget den dag. Så jeg spurgte Kay: "har de kaldt dig for en pige eller en dreng?"
Hun var virkelig vred, og jeg blev pisseked af det på hendes vegne. Og jeg vendte tilbage til pædagogen og havde en snak med ham. Jeg talte også med barnets far, der også var i proces med hvordan vi taler om vores barn. Vi blev indkaldt til et møde med de to pædagoger og lederen. Det var super fint og konstruktivt, og vi fik som forældre præciseret: Kay er en pige. Punktum. For det gør hendes liv mere simpelt.
Tidligere fra hun var 1-2 år havde jeg tænkt det som en fase. Men fra da af gik vi med, at Kay er en pige. Et transbarn. For det er den bedste støtte, hun kan få lige nu.
Men der er en masse ting, vi ikke kan forholde os til, før hun beder os om det. Vi har været ude i det der med hormoner og kønskifteoperation og alt muligt, men det aner vi jo ikke. Vi aner jo ikke hvilken udgave, der kommer af det her. Vi skal heller ikke begynde at spørge hende, om hun skal have skiftet navn, fordi det er ikke et problem hun har. Og jeg håber jo virkelig, at andre mennesker kan holde deres kæft og lade være med at stille spørgsmålstegn ved hendes krop. For hun er jo et menneske, der er virkelig glad for sin tissemand. Som alle mulige andre børn som undersøger og leger og har tissemandsfascination. Så tænk, hvis der er nogen, der tager det fra hende. Tænk hvis hun får komplekser omkring sit organ på grund af ydre omstændigheder...
2. Mødet med omgivelserne
I Kays første børnehave var der en bundsolid pædagog, der opfattede det hele hurtigere end mig. Og hvor jeg sidder der og taler ind i den der dystopi om Kays fremtid, så siger hun bare: "Det ved du jo ikke."
Hun talte det helt ned. Hun var den første, der sagde, at det jo ikke er givet, at Kay bliver en del af den der transperson-statistik: "Bare lad Kay være Kay. Og fold det liv ud, der skal foldes ud. Og vær med det." Hun afmonterede noget for mig.
Da vi flyttede på landet havde jeg alle mulige forestillinger om, hvor konservative man er der. Så jeg var anspændt. Men i børnehaven sagde de: “vi har været pædagoger i rigtigt mange årtier, og vi har aldrig oplevet det her før. Vi ser bare børnene, som de er. Så tager vi det oppe fra og ned. Men vi er nysgerrige på det. Og vi vil gerne lære mere.”
Det var fedt for mig, at de var så ærlige omkring det. De satte ikke spørgsmålstegn ved, om Kay er transbarn eller ej. De vil bare gerne have, at vi alle sammen støtter op om Kay. Jeg oplever virkelig meget pædagogisk omsorg. Det var faktisk dem, der startede med at gå ind på FSTB's hjemmeside2 og læse om transbørn i daginstitutioner, og som printede tekster ud til os forældre. Det var en gave, at de var proaktive på det her.
Da vi var til intromøde i den nye børnehave, sagde vi, at Kay er en dreng, som kalder sig selv for en pige. Det endte med at blive en lang historie om, hvem Kay var. Nu siger vi bare, at 'Kay er en pige med en tissemand.' Så udgangspunktet er, at hun er en pige.
I min familie har der ikke været nogen problemer. Min mor startede med at sige, “åh, det er synd for ham.” Men det er jo ikke synd for ham. Det er fordi du starter med at sige, at det er synd for ham, at det bliver synd for ham. Det er din problematisering af det her, der gør det til et problem for Kay.
Jeg har fodret min mor med FSTB-hjemmeside og en bog om kønsidentitet. Og hun har skruet ned for det der med at problematisere det. Hun vil bare gerne være mormor for Kay.
Der er hos enkelte, hvor jeg godt kan møde den der modstand, der hedder: “det er dig som mor, der trækker det.” Men i virkeligheden er det mig som mor, der hele tiden prøver at stå bagved og følge med og forstå, hvad der er på spil hos mit barn!
Generelt er jeg blevet mødt med åbenhed, nysgerrighed og forståelse. Det er fanme også fedt, at venner eller familie spørger. For det træner også mig i at fortælle verden om transkønnethed. Min opgave er at afmontere: “Du kan ikke sige noget forkert.” For når jeg møder opklarende eller kritiske spørgsmål hos nogen, jeg er tryg ved, så forbereder det også mig til de samtaler, jeg kommer til at have ude i verden med fremmede.
Som mor skal jeg navigere i det her til dagligt. Og det er svært nok at være mor i forvejen, ikke? Alle de krav og forventninger der er til moderne forældre. Hvis man tager det hele ind, kan man jo have dårlig samvittighed hele tiden over et eller andet, man ikke gør rigtigt.
Og nu er der så et nyt lag på spil for mit barn: For statistikkerne ser ikke så gode ud. Så jeg har tanken i mit baghoved, der hele tiden siger: er der en anden fremtid for Kay, end for majoriteten? Og jeg er simpelthen nødt til at holde den åben. Jeg skal ikke opdrage Kay med eller i frygt.
Jeg skal uppe mit game som mor. Jeg skal være opmærksom på, at mit barn bliver pissedygtig til at skabe sociale relationer. Mit barn skal virkelig fodres med indre selvværd. Elske sig selv. Skal kunne tage pis på sig selv. Kunne grine af sig selv. Og samtidig skal mit barn være virkelig dygtig til at sætte grænser. Og forstå andre menneskers grænser. For når verden griner af mænd i dametøj, så er det eddermame vigtigt, at man ved, hvornår man skal grine med eller lade være.
Jeg vil gerne afmontere den der forestilling om, at det i udgangspunktet er problematisk at være transbarn. For det er jo ikke det jeg oplever. Selvfølgelig er der konflikter forbundet med at have et transbarn i børnehavealderen. Men det, som jeg oplever, er jo nogle meget små konflikter i forhold til dem jeg hører, når det handler om teenagere. Der er nogle helt andre ting på spil.
Helt grundlæggende oplever jeg, at det ikke er børnene, der er kønsforvirrede. Det er de voksne.
3. Fra normkritik til normkreativitet
Helt grundlæggende oplever jeg, at det ikke er børnene, der er kønsforvirrede. Det er de voksne. Kay ved sgu godt hvem hun er. Hun er et af de mennesker, jeg kender, der er allermest selvbevidst. Altså mere end jeg er som 40-årig. Det er helt vildt, hvor bevidst hun er. Og det kan godt være, at hun er det i kraft af, at hun ved, at hun er noget andet. Alle de kontinuerlige diskussioner hun har haft med sine jævnaldrende, først i den ene børnehave og nu i den anden. Hun har den her selvbevidsthed som er ret vild.
Når jeg har meldt mig ind i FSTB og tager til netværksmøde, så er det mere for min skyld end for Kays. Hvis jeg spørger Kay, siger hun nej tak. Hun har nok i sine børnehavevenner. Så det er rigtig meget fordi jeg har brug for at møde nogle forældre til børn i den alder og høre deres historier og høre deres behov. Og på en eller anden måde finde ud af, er det kun mig, der går rundt med de her tanker. Det kunne være fedt at have en anden samtale end den problematiserende samtale.
Der har været rigtig meget snak om normkritik. Jeg er jo ikke kønsforsker, men grundlæggende handler det om, at vi er alle fedtet ind i nogle kulturelle og sociale normer. Og når man opdager de normer, kan man godt begynde at kritisere det: Hvorfor skal det være sådan? Hvorfor må man ikke have stemmeret og indflydelse på sit eget liv bare fordi man er kvinde? Hvorfor er det, at 75% af alle børnebøger har en dreng som hovedperson? Kunne det ikke være en pige, der reddede dagen og drengen, der gik i kjole og syntes det var fantastisk?
Normkreativitet er når vi begynder at arbejde aktivt med normerne i stedet for blot kritisere dem. Som når jeg ændrer Askepot, så det bliver til Askeper. Så begynder jeg at handle på den kritik. Vi skal gøre noget ved det. At vise, at man godt kan være en pige med en tissemand, og det er helt naturligt, at man synes, det er fedt at lege med traktorer.
Det er en del af min transition at finde det fællesskab. For jeg er den voksne. Kay er barnet, der bare fortæller mig, hvad hun er. Og hun møder jo kun problemet, når hun ikke bliver anerkendt for det hun siger, at hun er. Så hun har jo ikke noget problem med det til hverdag. Hun står jo ikke med en eller anden selvmordsstatistik, der ånder hende i nakken.
4. Det flydende køn
Jeg ønsker virkelig ikke at blive et politi, der bonker folk i hovedet med ’husk at sige hun/hende’ eller et eller andet. For det frastøder jo så mange mennesker, hvis jeg insisterer på at trække mit verdensbillede ned over dem. Og ’dem’ er en virkelig bred palette. Der er altid de der 5%, som man ikke kan nå og som bare insisterer på at stå og råbe. Det er ikke dem, jeg snakker til her.
Jeg snakker måske til mig selv for fem år siden. Dengang kunne det have været mig, der havde sagt ”Ej, det der orker jeg virkelig ikke! Der var jo to kønskasser. Hvorfor skal vi nu til at forholde os til et spektrum?” Eller til de to mødre nede i børnehaven, som siger, ”Ej nu har vi også haft nok om det der normkritiske”, fordi det var et tema i børnehaven. De to mødre forstod kun at det handlede om de to børn der brød med normerne. Men det handler ikke en skid om de to børn. Det handler om alle 86 børn, der går i denne her børnehave. Og det handler også om voksne som dig, Hanne.
Som mor til et transbarn så vil jeg ønske, at det ikke var et dilemma for mig, om jeg skal skrive til svømmeinstruktøren og gøre opmærksom på, at Kay er en pige med tissemand, der skal tiltales hun/hende. For jeg risikerer at sætte fokus på mit barn. Jeg risikerer at gøre mit barn til en mærkelig fisk i det her svømmebassin. Og jeg vil jo bare gerne have at hun er en neutral del af fællesskabet.
Jeg vil ønske, at det ikke er et dilemma om jeg skal gå ind i skolebestyrelsen og arbejde for, at det skal være en vision for skolen at arbejde med normkreativitet. For på den ene side er det noget, der kommer os alle sammen til gode, men på den anden side risikerer jeg at sætte et spotlys på mit barn, der gør, at hun fra starten af bliver transbarnet med den der aktive mor i forældrebestyrelsen.
Jeg vil ønske, at jeg ikke skulle være anonym, når jeg fortæller vores historie.
Hvad er det, der bliver taget fra majoriteten ved at gøre køn flydende? I stedet for at tappe ind i angsten for at nogen mister noget, som der jo sker, når man gør op med normerne, så vil jeg bare sætte fokus på mulighederne ved at stille spørgsmålstegn ved det binære kønssystem.
Køn er jo noget, vi alle sammen har. Vi er alle sammen filtrede ind i en kønssnak. Det handler om at åbne den samtale uden at pege fingre. Jeg kan godt se, hvordan kasserne kan give os nogle genveje. Men som forælder har jeg brug for, at verden møder mit barn som menneske. Det er min mission. Det er bare kærlighed. Vi er alle mennesker. Vi skal bare komme tættere på at have det fedt med hinanden. Med os selv og de fællesskaber, vi er en del af.
Det var hele historien. Nu er det Andreas, der runder af. Tak for at du læste med hele vejen.
Det som jeg finder så fascinerende ved denne historie er hele idéen om normkreativitet. Om at det handler mindre om at udfordre og kritisere de gamle normer, som det handler om at udvikle og understøtte nye.
“Det, som vi nærer, vokser,” som aktivisten og forfatteren Sherri Mitchell siger det. “Det vokser, når vi begynder at nære den verden, som vi rent faktisk ønsker at bebo, og holder op med at bruge så meget af vores tid og energi på alt det, som vi ikke ønsker skal fortsætte.”3
Det er værd at tænke videre over.
Alle navne er ændret for sikre familiens anonymitet.
Fra et interview med Sherri Mitchell i podcasten No Place Like Home.