Demokratiets fundament slår sprækker. Her er mørtlen, der kan reparere det.
Kronik i Politiken om demokratisk værtskab
I dag har jeg en kronik i Politiken sammen med mine gode kollegaer udi demokratisk værtskab Paul Natorp, Kristin Birkeland og Morten Daus-Petersen, der alle er medstiftere af det borgerdrevne kulturhus Sager der Samler i Aarhus.
Du kan læse kronikken på Politiken.dk eller i dagens papiravis. Og hvis du ikke har adgang dertil, kan du også læse den herunder.
I anledning af kronikken har vi også valgt at starte et særskilt nyhedsbrev, der har til formål at blive et samlingspunkt for demokratiske værter i Danmark, der ønsker at finde ligesindede, udveksle erfaringer og blive klogere på vores fælles praksis:
Det betyder, at jeg rykker mine faglige skriverier om organisering og demokratisk værtskab som praksis og metode derover. På Rodfæste vil jeg fortsætte med at udforske krydsfeltet mellem demokrati, jord og ånd – på en mere poetisk og historiefortællende facon.
Jeg håber, at du vil læse med!
alt godt,
Andreas
Demokratiets fundament slår sprækker. Her er mørtlen, der kan reparere det.
Flere og flere danskere føler, at de står uden for det demokratiske system. Dette demokratiske udenforskab er ved at slå sprækker i demokratiets fundament. Men der er en løsning. Den kræver dog, at demokrati ikke kun fejres i festtalerne, men rent faktisk forankres i hverdagen …
af Andreas Lloyd, Paul Natorp, Kristin Birkeland og Morten Daus-Petersen
Forleden havde vi besøg af en gruppe studerende her hos Sager der Samler – et lille kulturhus i Aarhus, der støtter mennesker i at bruge deres stemme og handlekraft i fællesskab med andre. De studerende var ressourcestærke og engagerede unge, som arbejder med grøn omstilling og bruger en stor del af deres vågne timer på at tænke over og finde løsninger på de enorme klima- og miljøudfordringer, vi som samfund står overfor. Men da samtalen faldt på demokrati og politik, gav de udtryk for en følelse af at stå udenfor. “Jeg følger med i medierne, stemmer ved valgene og prøver at engagere mig, hvor jeg kan,” forklarede en af dem. “Men jeg føler ikke, at det nytter. Jeg føler ikke, at vi bliver lyttet til.”
De andre nikkede, som om der blev sat ord på en fælles stemning: “Vi føler os ikke repræsenteret. Vi tror ikke på, at vi kan forandre noget gennem vores demokrati.” Hos Sager der Samler møder vi mange, der har det på samme måde. Stadigt flere danskere oplever denne form for demokratisk udenforskab. Flere end vi tror. Dansk Ungdoms Fællesråds årlige Demokrati-analyse viser, at 53% af unge under 26 år har lav demokratisk selvtillid, og at blandt voksne over 26 er tallet faktisk endnu højere. Kun 43% af de unge føler, at deres politiske holdninger er værd at lytte til. Og selvom de stadig stemmer ved valg, kan det føles som om at byråd, Folketinget og EU-parlamentet er utilgængelige og fjerne størrelser, der ikke repræsenterer dem. Denne oplevelse af udenforskab er ikke nødvendigvis voldsom og dramatisk. For selvom nogle få lader følelserne få frit løb online, så kommer den oftest til udtryk i afmagt eller stille frustration.
Udenforskab er altid en demokratisk udfordring, og det danske demokrati er til stadighed blevet udviklet af dem, der har stået udenfor. Gennem de sidste 150 år har det igen og igen været dem uden stemmeret og uden taleret, der har udfordret, udviklet og udvidet kredsen af medbestemmelse til flere og flere: Kvinder, fattige, tjenestefolk, unge. Men selvom alle voksne danske statsborgere i dag på papiret har lige adgang til at deltage i det formelle demokrati med folketing og byråd, så er det langt fra alle, der gør det. For vores demokratiske system bygger på de nære fællesskaber i hverdagen, hvor vi formes og dannes til at være en del af et større fællesskab. Og afstanden mellem de to bliver stadig større.
For det første er adgangen til den demokratiske samtale under pres. Selvom mulighederne for at ytre sig aldrig har været mere mangfoldige, afskrækker tonen på de sociale medier langt de fleste fra at diskutere holdninger online. For det andet er tilliden til vores politikere bemærkelsesværdigt lav og stadigt faldende. Kun én ud af fire adspurgte danskere mener, at Folketinget og regeringen er i stand til at løse samfundets store problemer. For det tredje er der færre og færre danskere, der er med til at udforme den politik, som vi i fællesskab kan stemme på. Antallet af medlemmer i de politiske partier er faldet til under 3% af vælgerne, og kun omkring en tredjedel af dem deltager aktivt. Politikerne kan også mærke, at der er noget, der skrider. Som uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund sagde, da regeringen sidste år lancerede den ny magtudredning, ”vi alle sammen – både os, der er en udøvende del af magten – men også de enkelte borgere har en eller anden fornemmelse af, at der er noget, der skrider. At der er nogle sprækker i fundamentet på en eller anden måde”.
Hos Sager der Samler møder vi mange borgere, der er frustrerede og føler sig udenfor. Folk kommer her for at finde ligesindede “hverdagsaktivister” og bakke hinanden op i at skabe forandring i hverdagen gennem konkrete “sager”, man kan samles om. Alle kan starte en sag – om stort eller småt: Der er “Gåvenner”, der mødes og går tur en gang om ugen. Der er “Arternes Aarhus”, der udnævner lokale borgere til ambassadører for dyre- og plantearter i kommunen, så de kan tale på vegne af ræven eller den seksplettede køllesværmer eller nogle af de andre arter, der ikke selv har en stemme i byens demokrati. Der er “Social Sundhed”, der bygger bro mellem sundhedsvæsenet og mennesker i sårbare livssituationer, der alt for ofte ikke får den behandling, de behøver.
Men det er langt fra alle, der er klar til at starte en sag, når de først begynder at komme i huset. En af dem er Ulla. Hun kom farende ind ad døren for et par år siden i sin kørestol. Ulla var vred og ensom. Vred fordi verden ofte er besværlig og fjendtlig, når man er i kørestol. Og ensom fordi det ekskluderede hende fra at være en del af mange fællesskaber på arbejdspladser, på uddannelser og i foreninger. Ulla var vant til at blive set på som patient og borger med særlige behov, der nogle gange var lidt på tværs. Vi så Ulla som en kvinde, der havde noget at kæmpe for og bød hende velkommen i vores fællesskab.
En dag fortalte Ulla om en rigtig dårlig dag. Jeppe, en af de andre hverdagsaktivister, sagde: “Jeg gad godt prøve at være dig for en dag, Ulla. Så ville jeg kunne opleve byen, som du ser den.”
Lige dér føltes vejen fra tanke til handling ikke lang. Ulla greb invitationen, og de fik skaffet en kørestol, så hun kunne tage Jeppe med ud på en guidet tur i byen. Dette blev begyndelsen på “Tours on Wheels”, hvor Ulla og hendes medkumpaner giver nysgerrige mulighed for at opleve Aarhus som kørestolsbruger. Og med støtte fra fællesskabet i Sager der Samler begyndte Ulla at invitere byrådspolitikere og embedsfolk med ud på tur, så de kunne mærke kommunens handicappolitik på deres egen krop. Sammen afkodede vi dagsordenerne for kommunens udvalgsmøder og fandt ud af, hvordan hun kunne søge om foretræde. Og nu er hun efterhånden kommet på fornavn med så mange lokalpolitikere i Aarhus, at de nærmest af sig selv begynder at spørge “hvad vil Ulla sige?”, når de overvejer nye tiltag, der påvirker tilgængeligheden i byen. Ulla er ikke længere vred og ensom. Til gengæld er hun aktiv i demokratiet og med til at skabe politisk forandring.
Ullas historie er blot en af de mange historier om, hvilken forskel demokratisk værtskab kan gøre. Det er det værtskab, der understøtter mennesker i at bruge deres stemme og vende frustration til handling, og som rykker dem fra udenforskab til fællesskab.
Vores arbejde med demokratisk værtskab er på ingen måde nyskabende eller enestående. Ligesom folk gennem årene har kæmpet for at udvide kredsen af medbestemmelse i det formelle demokrati, har de også arbejdet for at byde folk indenfor og støttet dem i at bruge deres stemme. Lærere, foreningsaktive og demokratiske iværksættere bag højskoler og folkeoplysningsforbund har gjort op med det, som Svend Auken har kaldt “almuesindet” – følelsen af, at det er de andre, som bestemmer, men vi kan ikke noget selv. At politik bare er en sportskamp, hvor vi bare er tilskuere, der holder med dem, vi bedst kan lide.
Og der er stadig mange, der påtager sig dette demokratiske værtskab og det ansvar, der følger med: Både frivillige foreningsaktive, som fx Bydelsmødrene, der bygger bro mellem etniske minoritetskvinder, der ofte er isolerede og ikke kender deres rettigheder og muligheder i det offentlige system. Og professionelle som boligsociale medarbejdere, lærere, pædagoger, bibliotekarer og kulturhusansatte, der har demokratisk dannelse som en del af deres arbejdsbeskrivelse.
Men for mange er muligheden for at praktisere dette værtskab under pres, fordi deres hverdag er presset af alle de andre, mere målbare krav, som deres arbejdspladser stiller til dem. Og det betyder, at de fine idealer om demokratisk dannelse lidt for ofte bliver henvist til festtalerne, og ikke nødvendigvis altid praktiseres i hverdagen.
Derfor må vi styrke det demokratiske værtskab. Dels ved at give det et navn og en tydelig faglighed. Dels ved at dele de erfaringer og redskaber, der skal til for at skabe trygge og imødekommende rammer for demokratisk handling, som vi – og mange andre demokratiske værter – har udviklet gennem tiden. Vi ser disse rammer som et hus, der består af tre etager: Stemning, relationer og handling.
Stemning er husets fundament og forudsætningen for demokratiet som livsform. Det er stemningen af, at man er velkommen og hører til, også når man er frustreret. Den gør, at vi kan rumme uenighed og forskellige interesser – fordi vi kan mærke, at vi er en del af det samme fællesskab. Det er denne stemning, der gør, at vi tør bruge vores stemme. Fordi vi tror på, at der bliver lyttet. Ikke, at vi nødvendigvis får ret, men at verden svarer. At vi oplever en genklang. Det var det, Ulla mødte, da hun første gang kom på besøg i Sager der Samler: At her var der plads til hende. Også med hendes frustration.
Den midterste etage indeholder relationer. Det er den gensidige kontakt og forbindelse, vi har til andre mennesker og de bånd, vi knytter til hinanden. Gennem disse relationer forstår vi hinanden bedre og får mulighed for at handle i fællesskab. Hos Sager der Samler knyttede Ulla relationer til Jeppe, hvilket udfordrede dem begge. Jeppe udfordrede Ullas opfattelse af, hvilke handlemuligheder hun har. Ulla udfordrede Jeppes opfattelse af, hvor tilgængelig hans by egentlig er for folk som hende.
Den øverste etage er de demokratiske handlinger. Det er her vi omsætter frustration og drømme til fælles handling, finder vores stemme og mærker, at handlekraft er noget vi giver hinanden. Det var i kraft af stemningen, relationerne og det opbakkende fællesskab i Sager der Samler, at Ulla fandt klarheden og modet til at skabe “Tours on Wheels” som en ny sag, der samler – og som nu skaber forandring.
Når vi snakker om demokrati, fokuserer vi ofte alt for meget på den øverste etage. Vi tæller, hvor mange der møder op, melder sig ind, stemmer, tager ordet eller stiller op. Men der er alt for lidt fokus på de forudsætninger, der skal være på plads for at folk overhovedet finder modet til at deltage. At være demokratisk vært handler ikke kun om at lede en formel demokratisk proces og træffe gyldige flertalsbeslutninger, men i endnu højere grad om at understøtte de bagvedliggende forudsætninger, der gør denne proces mulig. For som professor Anker Brink Lund fra CBS bemærker, er der rigtigt mange, der afholder sig fra at deltage i foreningsdemokratiet, fordi de føler, at de mangler kompetencerne og tiden til det. Men vigtigst af alt: Fordi de ikke bliver spurgt. Derfor er det demokratiske værtskab især forankret i hverdagen. Med fokus på at tage sig tiden til at skabe den stemningen og de relationer, der gør, at folk føler sig velkomne og sikre på, at deres engagement vil blive mødt og værdsat.
Dette fundament er nu begyndt at slå sprækker. Alt for mange danskere føler sig ikke hjemme i de rum, hvor den demokratiske samtale traditionelt har fundet sted, og giver op i afmagt, frustration og mistro til systemet.
Når noget slår sprækker, skal det tætnes. Hvis det er jorden, så ved at vande den. Hvis det er en mur, så med mørtel. Vi mener, at demokratisk værtskab er den mørtel, der kan reparere demokratiets fundament og mindske den følelse af udenforskab, som alt for mange danskere har. Uanset om det er modløse bæredygtighedsstuderende eller Ulla i kørestolen.
I disse år er der meget, der splitter. Derfor er der behov for at besinde sig mere på alt det, som samler os, og lappe de sprækker, der ellers risikerer at udvikle sig til kløfter, der bryder os fra hinanden. Gennem et stærkt og nærværende demokratisk værtskab kan vi styrke vores demokratis fælles fundament: Følelsen af at høre til - på trods af uenighed og frustration, troen på at have en stemme, der er værd at lytte til, og evnen til at bruge den i og med et fællesskab.