Vejen bliver til, når du går

Velkommen til. Her er historien bag Rodfæste.

Velkommen til. Det føles som om I kommer ind et sted midt i historien.

I løbet af de sidste 10 år er der sket noget med mig, som jeg har haft meget svært ved at sætte ord på. I hvert fald overfor andre. Og måske også overfor mig selv.

Det har ikke været en brat og oplysende vækkelse. Snarere det modsatte. Som et frø, der langsomt har spiret og søgt at bryde igennem jordens skorpe for at komme op i lyset. Blot for at opdage, at dens spæde blade er trængt op som ukrudt imellem storbyens fortovsfliser. Og den vakte et ubestemmeligt, melankolsk savn i mig, som jeg ikke kunne forklare.

Som så mange andre er jeg vokset op i byen. Ligesom de fleste andre i min familie er jeg det, som antropologen Cecilie Rubow kalder et "indendørsmenneske" – optaget af af livet mellem mennesker og de idéer, kunst og ord, der udfolder sig der. Og som de fleste i min generation er jeg vokset op i en digitaliseret, hyperforbundet og underligt stedløs verden, hvor alt er udtænkt, formet, designet og planlagt af mennesker. Som konstant bekræfter os i, at verden er til for os.

Derfor gik jeg igennem de første mange år af mit liv uden at forholde mig til landskabet, jorden og alle de livets kredsløb af vækst og forfald, der udlevede sig omkring mig. Det var mest af alt bare et bagtæppe, hvis stilhed og langsomhed ikke sagde mig noget. Dets lyde og udtryk druknede i byens støj. Det var ikke noget, som jeg selv opsøgte eller interesserede mig for.

Det var først, da jeg var omkring de 30, at det gik op for mig, at jeg var ved at gå glip af noget. Til trods for mine gentagne forsøg på at ignorere den eller luge den væk, blev spiren i mit indre ved med at skyde – igen og igen. Dens vedholdende kraft har flækket de fliser og sprækket den asfalt, der har dækket mit indre. Den ville ikke lade sig kue.

Det er først nu, at jeg kan se, at spiren nok har været der hele tiden – som en vag, hult skurrende rungen, der klinger så dybt, at den let drukner i strømmen af indtryk, jeg har overvældet mig selv med.

Spiren afgiver en følelse af sorg. Af ubestemmelig fortrydelse over noget, jeg ikke helt var klar over, at jeg har mistet – og som jeg måske aldrig har haft.

Det er ikke bare sorgen over klimakrisen og det økologiske sammenbrud. Eller frygten for de voldsomme og uigenkaldelige følgevirkninger, det kan medføre. Eller bekymringen for den fremtid, som vi alle går i møde. Det er snarere følelsen af at stå udenfor det hele. Af ikke at være knyttet til den jord, jeg er ved at miste. Af ikke at vide, hvad der er ved at forsvinde. Af at savne et landskab, jeg aldrig har kendt.

Og langsomt er det gået op for mig, at denne følelse er rodløshed. Jeg savner rødder i jorden under mine fødder.

Det var denne erkendelse, der ledte til, at jeg for fire år siden startede en weblog ved navn Rodfæste.

Rodfæstelse er et gammelt ord for at slå rødder. Så at finde sine rødder er at finde sit rodfæste. Og mit mål var at skrive om, hvordan vi kan finde rødder i denne fragmenterede verden, vi lever i.

Det var mit første forsøg på at sætte ord på den gave, som denne spire tilbød mig. Men jeg var ikke klar. Efter i månedsvis forgæves at have kæmpet med at finde en stemme, der kunne udtrykke disse stemninger, gik det op for mig, at der var noget, der lå i vejen.

Der var masse gamle oplevelser, erfaringer og ambitioner, som jeg måtte kompostere først. Det var det asfalthårde fundament af ufordøjede handlinger, som jeg havde opbygget gennem mange år. Jeg kunne mærke, at jeg i de historier, jeg fortalte om mig selv, var kommet til at male mig selv op i et hjørne. Jeg havde følelsen af, at jeg stadigt mere lod mig selv definere ud fra, hvor jeg har været, snarere end hvor jeg er på vej hen.

For at gøre op med det, måtte jeg først kompostere en vigtig del af min egen historie. Og det gjorde jeg ved at skrive en bog ved navn “Følelsen af demokrati”, der udkom her i foråret. Ved at skrive bogen har jeg forvandlet den hårde skorpe i mit indre til næringsrig muld i håbet om at give plads til noget nyt. En ny måde at se mig selv på. En ny måde at skabe mening i min egen historie.

Dette komposteringsarbejde har ført mig tilbage til Rodfæste. For jeg føler, at jeg klar nu.

Hvorfor Rodfæste?

Jeg har opdaget, at jeg ikke er alene. Jeg har efterhånden mødt mange andre, der også føler sig rodløse, afkoblede og uforbundne til den levende verden omkring os. Jeg tror, at det netop er denne manglende tilknytning, der gør, at klimakrisen, det økologiske sammenbrud og arternes hastige uddøen føles endnu større og umulige at løse.

Som den britiske videnskabsmand Gregory Bateson har sagt, så udspringer de største problemer i verden af kløften mellem hvordan mennesker tænker, og hvordan naturen rent faktisk fungerer. For hvordan skal vi kunne redde verden fra os selv, hvis vi ikke engang kender og forstår den?

I sidste ende tror jeg, at vi kun kan møde de kriser, vi står overfor, hvis vi formår at forandre vores selvforståelse og levevis, så den er i overensstemmelse med den klode, som vi er dybt og uløseligt forbundet med og afhængige af.

Det er denne forandring, jeg vil udforske her. Den finder sted i rummet mellem tre idéer:

Demokrati: Den simple, men radikale idé om, at alle har ret til at være direkte medbestemmende over deres eget liv.

Jord: Erkendelsen af, at vi alle indgår i det levende, gensidigt afhængige, mere-end-menneskelige fællesskab, der er Jorden.

Ånd: Accepten af, at modet til forandring opstår, når vi føler forbundethed, samhørighed og solidaritet.

Jeg forestiller mig dette rum som en frodig og vild tropeø. Det er overskueligt og ubesværet at bevæge sig langs kysterne. Mellem demokrati og ånd (som jeg har gjort i Borgerlyst, Samtalesaloner og Medborgerne) eller mellem demokrati og jord (som jeg har gjort i Klimabevægelsen og i Københavns Fødevarefællesskab). Men det svære er at bevæge sig ind i vildnisset i øens indre. Ind i den tætte regnskov. Langs vandløbene. Opad bjergsiderne. Derind, hvor der er få pejlemærker at følge.

Hvad du kan forvente

Min udforskning vil tage form af optegnelser over de spor, jeg forfølger, de stemmer, der inspirerer mig og de erfaringer, jeg gør mig undervejs.

Jeg vil udforske, hvordan vi kan skabe liv og modstandskraft, nysgerrighed og forbindelse til jorden og hinanden. Hvordan vi kan helbrede os selv og hinanden ved at helbrede jorden. Hvad det betyder at være indfødt i dag. Hvordan vi kan være i fællesskab med det mere-end-menneskelige. Hvordan vi kan leve med sorgen over alt det, vi er ved at tabe. Hvordan vi kan påtage os det enorme reparationsarbejde, der ligger i at skabe en levende, jordnær kultur sammen. Hvordan vi kan finde rodfæste i denne fragmenterede verden, vi lever i. Og hvordan vi kan skabe en verden, hvori der er plads til mange verdener. Hvor der er plads til at høre til.

På sigt vil jeg gerne sende et nyhedsbrev om ugen, Men det er jeg ikke klar til at forpligte mig på endnu. Først skal jeg finde formen, rytmen og pulsen. Af samme årsag vil det være helt og aldeles gratis at læse med.

Derfor må du også endelig dele og videresende nyhedsbrevet til andre, som du tænker vil kunne have glæde af at læse med.

Som enhver udforskning vil det blive rodet og forvirret. Fuld af blindgyder og fejlskud. Men også fuld af forsigtigt, fortrøstningsfuldt mod. For som digteren Antonio Machado så smukt skrev:

“Menneske, der er ingen vej. Vejen bliver til, når du går.”

Jeg håber, at du vil tage med på denne opdagelsesrejse, og dele dine betragtninger, stille spørgsmål og pege mig i nye retninger efterhånden som det hele udvikler sig. Lad os blive klogere sammen!

alt godt,

Andreas