Skoven i vore hjerter

Et eventyr om skovens sølverne svampetråde i undergrunden af vores fælles ubevidste.

Kære læser,

Som jeg skrev sidst, har jeg startet et særskilt nyhedsbrev om demokratisk værtskab, hvor jeg nørder organisering og demokratisk værtskab som praksis og metode sammen med mine medkumpaner Paul Natorp, Kristin Birkeland og Morten Daus-Petersen.

På Rodfæste vil jeg fokusere på at udforske krydsfeltet mellem demokrati, jord og ånd på en mere poetisk og historiefortællende facon.

I samme tråd afholder jeg d. 21. november for første gang et Rodfæste-arrangement – i samarbejde med CApE – Center for Applied Ecological Thinking. Det er et samtalearrangement om stedsbaseret læring og naturbevarelse med følgende anslag:

Når vi snakker om klima, miljø, bæredygtighed og biodiversitet, bliver det let meget abstrakt og uhåndgribeligt. For hvad betyder det overhovedet at "beskytte naturen", "redde klimaet" eller "handle bæredygtigt"?

Vi kan ikke fatte naturen som helhed, men vi kan forholde os til enkelte konkrete steder: Bjergsted Bakker, Skjern Å, Amager Fælled – specifikke steder med historier, med relationer og med betydninger, der er vigtige for os. Steder, der giver os noget, og som vi gerne vil tage vare på og give noget tilbage til.

Så hvad hvis vi ikke (kun) tænker klimakamp og naturbevarelse som overordnede begreber, men som noget, der bedst kommer til udtryk i relationer til helt konkrete steder, der betyder noget for os? Hvordan kan vi lære at være gode naboer til de mange plante- og dyrearter, som vi deler disse steder med?

Arrangementet tager afsæt i en samtale med to af de mest spændende eksperter i dette felt: kulturgeograf og forfatter Emmy Laura Fjelland Perez og religionshistoriker Rune Hjarnø Rasmussen. Arrangementet er gratis, men kræver tilmelding. Læs mere her.

Håber vi ses – og tak for at læse med.

Andreas

Der var engang en ung kriger ved navn Ashitaka, der var en af de udvalgte beskyttere af sit land. Et smukt bakkegrønt rige fjernt fra store byers jag.

Men en dag kom en gal gud til landet og begyndte at flå det fra hinanden. Hvorend den kom frem efterlod den sig et sort spor af død og forfald.

Ashitaka var den eneste, der turde stille sig i vejen for det monstrøse væsen. Det var en voldsom kamp, men det lykkedes Ashitaka at dræbe ånden, inden den nåede frem til hans landsby. Men ikke uden selv at blive såret med en forbandelse, der langsomt ville tage livet af ham.

Det viste sig, at ånden var en vildsvinegud, der var blevet drevet til vanvid af en jernkugle, der sad fast dybt i dens krop. Og det efterlod Ashitaka med mange åbne spørgsmål: Hvor kom guden fra? Hvordan var den blevet såret? Hvordan kunne han hæve forbandelsen? Han besluttede sig for at følge gudens spor mod vest for at finde svar. Og inden længe er han på vej til et fjernt land…

Ashitaka på vej til et fremmed land (Billede: Studio Ghibli).

Sådan begynder historien i Hayao Miyazakis film Prinsesse Mononoke. Det er et eventyr, der træder ud af de vante modsætninger, der kendetegner mange af de gamle folkeeventyr. Her er ingen klare modsætning mellem menneske og natur, god og ond, liv og død, ånd og krop, lys og mørke.

Det land, som Ashitaka ankommer til, er midt i en krig mellem menneskene i industrielle Jernby og dyrene og skovånderne i den urørte urskov, der dækker bjergene omkring byen. Men dette er ikke simpel historie om onde mennesker, der udpiner naturen og gode skovånder, der bekæmper dem. Tværtimod. Det er svært ikke at føle sympati for begge parter, efterhånden som man forstår deres bevæggrunde.

Jeg vil ikke fortælle hele historien her. Jeg vil blot bemærke, at det er først langsomt, i takt med at historien udfolder sig, at den sande hovedperson træder frem. Det er ikke Ashitaka, eller ulveprinsessen San, eller Lady Eboshi, der leder Jernbyen. Det er snarere selve skoven, som de kæmper om.

Som Miyazaki fortæller i et interview:

“Naturen er ikke bare en scene, der underordnet historiens figurer. Vi arbejder ud fra den idé, at naturen findes, og mennesker er i den. Det er fordi jeg mener, at verden er smuk. Det er ikke bare menneskelige relationer, der interessante, men hele verden, altså selve landskabet, klimaet, tiden, lyset, planterne, vandet, vinden – jeg mener, at de alle er smukke. Derfor prøver vi at indarbejde dem så meget som muligt i vores værker.”

Dette har Miyazaki og hans folk ikke blot gjort ved at male nogle utrolige smukke baggrundsbilleder af mosbeklædt skovbund, piblende vandløb, løvtræers massive stammer og de enkelte solstråler, der finder vej ned i underskoven. Men ved at prøve at vække selve følelsen af at være i skoven til live hos tilskueren.

Miyazaki fortæller:

“Jeg spekulerede på, hvordan jeg dog kunne forme et billede af skoven fra før den bare var en samling af planter, fra dengang den også havde en åndelig betydning. Jeg ønskede at udtrykke den følelse af mystik, som man føler, når man træder ind i en skov – den følelse af, at der er nogen, der betragter én derude, eller den sære lyd, man hører uden helt at kunne sige, hvor den kom fra. Da jeg tænkte over, hvordan jeg kunne give denne følelse form, kom jeg til at tænke på kodama. Der er dem, som kan se dem, og dem, som ikke kan. De dukker op og forsvinder igen, som en tilstedeværelse hinsides godt og ondt.”

Kodama (Billede: Studio Ghibli).

I filmen er kodama små væsener med store sorte øjne, der bare dukker op og kigger. Hverken onde eller gode. Bare til stede. Bare betragtende. Selve følelsen af skoven vakt til live. Kodama er traditionelle skovånder, der er en velkendt del af japansk mytologi. I nordisk mytologi vil det nok svare til vætter – åndevæsener, der er knyttet til og tager vare på et bestemt sted.

Med kodama (og alle de øvrige ånder og guder, der befolker skoven) nedbryder Miyazaki smukt modsætningsforholdet mellem ånd og krop. Virkelighed og myte. Det hele flyder sammen i et ubrudt magisk svæv.

Så hvorfra kommer inspirationen til skoven i Prinsesse Mononoke? Miyazaki forklarer:

“Det kommer ikke fra nogen specifik skov. Det er snarere en afbildning af den skov, der har levet i alle japaneres hjerter siden oldgamle dage.”

Det ramte mig. For selvom Japan nu er et af de mest højteknologiske og industrialiserede lande i verden, så ligger tilknytningen til landskabet stadig lige under overfladen. Shinto – den oprindelige, indfødte religion i Japan – er i sin essens en form for animisme med et helt kompleks af forskellige ånder knyttet til det japanske landskab. Og det har betydet, at mange af de hellige steder, lunde og bjerge, der knytter sig til shinto stadig er i brug i dag. Landet er fyldt med templer, altre, ceremonier, traditioner. Det er ikke bare gamle sagn. Det er levet hverdagsliv.

I Danmark ligger vores animistiske traditioner meget dybere begravet. Vi har ikke længere templer og hellige lunde. Dem fældede man typisk for at bygge kirker. Både for at forhindre afgudsdyrkelsen, men også for at gøre det nemt for folk at fortsætte over i den nye tro på de steder, de kendte. Men disse traditioner har i stedet levet videre i folketroen, i myterne, og i sproget – som sølverne svampetråde i undergrunden af vores fælles ubevidste.

Der er stadig en skov i vore hjerter. Og selvom den ikke længere dækker vores bakker og dale, så kan den vækkes til live igen. Måske er det den, der giver sig lidt, når vi står ude i efterårsskoven og mærker ukendte øjne betragte os. For dens frø ligger stadig i vores indres muld og venter på at spire.

Vi slutter med en sang…

1. Jeg gik mig ud en sommerdag at høre
fuglesang, som hjertet kunne røre,
i de dybe dale
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

2. Der sad en lille fugl i bøgelunden,
sødt den sang i sommer-aftenstunden,
i de grønne sale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

3. Den sang så sødt om dejligst vang og vænge,
hvor kærminder gro som græs i enge.

4. Den sang om alt, hvad det er lyst at høre,
allerhelst, hvad hjertet dybt kan røre.

5. Den sang, som ingen andre fugle sjunge,
leged liflig med min moders tunge.

6. Den sang som talt ud af mit eget hjerte,
toner gav den al min fryd og smerte.

7. Da nynned jeg så småt i aftenstunden:
Flyv, Guldtop, flyv rundt i bøgelunden.

8. O, flyv fra Øresund til Dannevirke,
syng til dans, til skole og til kirke.

9. På folkets modersmål, med Danmarks tunge,
syng, som ingen andre fugle sjunge.

10. Da mærke alle, som har mødre kære,
det er godt i Danemark at være.

11. Da gløder alt, hvad solen har bestrålet,
som det røde guld på modersmålet.
I de dybe dale,
mellem nattergale
og de andre fugle små, som tale.

- “Jeg gik mig ud en sommerdag” (Folkemelodi / N.F.S. Grundtvig) – sunget af Aarhus Spirekor, Aarhus Børnekor, Aarhus Juniorkor, Det Jyske Musikkonservatoriums Pigekor, Aarhus Pigekor, Maestra, Aarhus Lungekor Arrangement: Malene Rigtrup Klaver: Christian Kraglund

En anbefaling

Udover at gå en tur i efterårsskoven vil jeg også varmt anbefale at se eller gense Hayao Miyazakis “Prinsesse Mononoke”, som kan ses gratis på Filmstriben.