En åndelig tankstation

Om hvordan vi kan støtte hinanden i at gøre det svære, vi godt ved, vi bør gøre.

Forleden faldt jeg over en af de der lister, som folk af og til laver, over alle de små og store ting, som du kan gøre for at leve mere bæredygtigt. Alt fra “Kog havregrøden eller kartoflerne færdige i en høkasse” til “Få en lavere indtægt - det er statistisk set den sikreste måde at sænke dit klimaaftryk på.”

Det er en fin liste med mange gode (dog primært individuelle) handlinger. Men som det ofte er med den slags, så er det nemmere at lave listen, end det er rent faktisk at begynde at gøre alt det, der står på den.

Det er på ingen måde et nyt problem. De gamle græske filosoffer tænkte meget over denne forvirrende modsætning mellem på den ene side at vide, hvad man bør gøre, og på den anden side, hvor svært det er rent faktisk at gøre det. De kaldte det for akrasia, som nok bedst kan oversættes som “viljesvaghed”, “mangel på selvbeherskelse” eller “at handle mod bedre vidende.”

De græske filosoffer så den menneskelige psyke som et vrangvilligt, lunefuldt organ, som det er nemt at gøre indtryk på. Og som derfor har tendens til at handle imod bedre vidende og tilsidesætte sine forpligtelser i det omfang, det er muligt at slippe afsted med det. Men fordi vi stadig godt ved, hvad vi burde gøre, så kan vi ikke slippe det mentale ubehag, der opstår, når vi ikke handler derefter.

I dag kalder forskere dette ubehag for kognitiv dissonans, men problemet er grundlæggende det samme: Hvordan kan vi skabe overensstemmelse mellem vores viden og værdier på den ene side – og vores ønsker og lyster på den anden?

Den engelske forfatter og filosof Alain de Botton bemærker, at dette er et af de centrale problemer, som religion søger at løse: Det handler ikke om at bekæmpe uvidenheden, men om at overvinde uviljen mod at agere ud fra tanker, man har forstået til bunds på det teoretiske plan. Han fremhæver, hvordan kristendommen fra et tidligt tidspunkt har rettet sig efter en simpel, men vigtig iagttagelse, som desværre aldrig har gjort samme indtryk på sekulære undervisere: hvor nemt vi glemmer.

Kristendommen har fra et tidligt tidspunkt rettet sig efter en simpel, men vigtig iagttagelse, som desværre aldrig har gjort samme indtryk på sekulære undervisere: hvor nemt vi glemmer.

De Botton pointerer, at vi i vores moderne, sekulære samfund, har en tendens til at tro, at hvis folk har fået noget at vide en gang, så kan de huske det. At hvis vi lærer dem om Platon i gymnasiet, så vil de også kunne huske det 40 år senere.

Religiøs praksis arbejder helt anderledes. For den bygger på en grundlæggelse anerkendelse af, at vores hjerner alt for let bliver distraherede og mister fokus og viljefasthed. Derfor siger de: ‘Knæl og bed! Gentag de store sandheder igen og igen og igen!’ – netop fordi de ved, hvor svært vi har ved at fastholde dem.

Netop derfor er det cykliske – rytmerne, gentagelserne, pulsen – så vigtig i religiøs praksis:

Du skal ikke komme til gudstjeneste og høre prædikenen, fordi du skal lære noget nyt. Nej, du skal komme for at blive mindet om det vigtige og værdifulde, du allerede ved.

Fordi vi uge efter uge har brug for at finde sammen med andre og i fællesskab blive mindet om – og minde hinanden om – vores fælles værdier. Og dermed støtte hinanden i at overvinde vores akrasia – i at gøre det, som vi allerede godt ved, vi bør gøre.

Måske er det netop derfor, at mange store sociale bevægelser er opstået fra religiøse fællesskaber: Den engelske folkebevægelse mod slaveriet startede blandt kvækerne. Den indiske satyagraha-bevægelse udsprang til dels fra Gandhi’s hinduisme. Den amerikanske borgerrettighedsbevægelse udsprang i høj grad fra sorte baptist-menigheder i Sydstaterne. Selv i Danmark udsprang mange af 1800-tallets store folkebevægelser af de kristne vækkelsesbevægelser, der først kæmpede for retten til trosfrihed udenfor Folkekirken.

Martin Luther Kings retoriske gennemslagskraft lå til dels i, at de lød mere som prædikener end almindelige politiske opråb.

Måske var deres religiøse praksis og fællesskab en vigtig del af grunden til, at de formåede at holde ved og holde modet oppe, på trods af undertrykkelse, latterliggørelse og udgrænsning. På trods af, at det ville have været så meget lettere at give op og lade være.

Og af samme grund har vi måske i endnu højere grad brug for disse påmindelser i dag.

Vi har indrettet vores samfund, så vi så vidt muligt undgår nogen form for gentagelse. Undgå kedsomhed. Hver gang du åbner din telefon, din computer, dit TV, din radio eller din avis, så er det altid med løftet om at blive mødt med noget nyt. New is always better!

Mediernes korte tidshorisont betyder også, at klima- og biodiversitetskriserne dækkes som enkeltstående begivenheder, mens længerevarende forandringer overses. Og det gør det bare endnu sværere at fastholde fokus på disse store forandringer. Det føles allerede som en gammel historie (og har du hørt, hvad Trump nu har gjort?)

Nyheder handler altid om at give dig mere viden og information. Men hvad hvis det ikke er mere viden og information, vi har brug for? Hvad hvis vi blot har brug for at blive mindet om det, vi allerede ved?

Alain de Botton holder en en sekulær prædiken som en del af initiativet “The School of Life” i London, ca. 2013 (foto: Youtube)

For nogle år siden begyndte Alain de Botton at afholde det, han kaldte “sekulære prædikener” som en del af initiativet “The School of Life” i London. Han kaldte dem prædikener for at signalere, at de ikke bare handlede om at dele noget viden, men om at være eksplicit moralistisk og udfordre tilhørerne til at leve bedre, rigere liv. Som han forklarer:

“En prædiken er ude på at forandre dit liv. Og jeg tror, at vi har brug for at vende tilbage til prædikenen som tradition. For det at prædike er enormt værdifuldt – netop fordi vi har brug for vejledning, moral og trøst.”

Da jeg var medvært for Klimapåmindelsen, den ugentlige demonstration foran Christiansborg i månederne op til klimavalget i 2019, gjorde jeg en dyd ud af at invitere talere, der ikke bare fokuserede på udledningskurver, data og policyforslag. Jeg prioriterede at invitere folk, der talte til følelserne – til de værdier, der gjorde, at folk mødte op torsdag efter torsdag i sol, regn og sne.

Daværende biskop Peter Fischer-Møller holder tale til Klimapåmindelsen foran Christiansborg, foråret 2019 (foto: Andreas Lloyd)

Nogle af de bedste talere var repræsentanter fra forskellige trosretninger. Det var deres taler – ja prædikener, vel – på ølkassen i Rigsdagsgården, der virkelig satte ord på vores fælles håb. Der virkelig fik folk til at rykke sammen.

Jeg savner denne form for fællesskab. Et fællesskab, der ikke bare handler om at lave lister over alle de ting, vi burde gøre. Men som først og fremmest handler om at minde os selv og hinanden om, hvorfor vi gør disse ting.

Et fællesskab, der fungerer som en åndelig tankstation, hvor vi sammen kan tanke frisk mod til at fortsætte kampen.

Hvor vi kan mærke, at vi ikke er alene.

Hvor vi kan tale hinanden op.

Hvor vi kan tale til følelserne, og ikke kun til fornuften.

Hvor vi kan minde hinanden om, at det ikke er os, der er sære. Det er blot fordi vi lever i sære tider.

Hvor vi kan bekræfte hinanden i, at holde fast og gøre det, som vi godt ved, at vi bør gøre.

Klimapåmindelsen (foto: Klimabevægelsen i Danmark)

Men jeg ved ikke, hvor jeg skal finde dette fællesskab.

Jeg kender ikke til fællesskaber – eksplicit religiøse eller ej – hvor der er plads til at tale til vores højere værdier og minde hinanden om, hvorfor vi skal fortsætte kampen for vores jord. Måske findes de slet ikke endnu, selvom behovet tydeligvis er der. Måske bliver det individualiseret i klimapsykologiske samtaler om angst og magtesløshed. Måske findes disse fællesskaber derude, uden at jeg har mødt dem.

I mangel på bedre sender jeg disse små breve ud i verden. De er vel også en slags prædikener. En insisteren på, at vi mennesker er bedre, end vi ofte selv går og tror.

Tak for at du læser med.

Det får i hvert fald mig til at føle mig lidt mindre alene.

---

Vi slutter med en sang…

Lonely Planet af The The (tekst og musik af Matt Johnson)

Planet Earth is slowing down
Overseas, underground
Wherever you look around
Lord, take me by the hand
lead me through these desert sands
To the shores of a promised land.

You make me start when you look into my heart
And see me for who I really am.

If you can't change the world. Change yourself.
If you can't change the world. Change yourself.

I didn't care if the sun didn't shine
& the rain didn't fall from the sky
I just cared about myself
From this world to the next
And from the next back to this.
By our actions we are bound.
We're running out of love
running out of hate
running out of space for the human race.
Planet Earth is slowing down.

You make me cry when you look into my eyes.
And see me for who I really am.

If you can't change the world. Change yourself.
If you can't change the world. Change yourself.
And if you can't change yourself ... change the world.

I'm in love with the planet I'm standing on
I can't stop
I can't stop thinking of
All the people I've ever loved
All the people I have lost
All the people I'll never know
All the feelings I've never shown.
The world's too big. And life's too short.
To be alone...To be alone.

---

Tak for at læse med! Hvis du sætter pris på dette nyhedsbrev, så hjælper det mig forbavsende meget, hvis du lige trykker på ❤️ eller skriver en kommentar. Alt indhold her på Rodfæste er gratis for alle. Men det er så rart at få at vide, når ens ord vækker genklang hos andre.