Det demokratiske værtskab
Fem forskellige anledninger til at møde mig og opleve mit arbejde med demokratisk værtskab.
Siden Jyderup Højskole pludseligt gik konkurs i marts 2022 har jeg stået i det åbne. Jobsøgende, freelance, selvstændig. Et overgangsrum. Prekært og sårbart. En slags professionel livskrise, hvor min historie – alt det, jeg troede jeg var, og alt det, jeg troede, jeg skulle – ikke længere helt passede og derfor måtte genfortolkes i et nyt lys.
Og efterhånden – både ved at skrive “Følelsen af demokrati” og sætte den løs i verden, men også ved at finde sammen med de gode folk hos Sager der Samler, har jeg lige så langsomt fået en ny forståelse af, hvad det er, jeg arbejder med:
Demokratisk værtskab: At påtage sig et ansvar for at støtte mennesker i at bruge deres stemmer og vende frustration til meningsfuld demokratisk handling i deres egen hverdag.
Når jeg kigger tilbage på det arbejde, jeg har været engageret i – både frivilligt og professionelt – over de sidste 10-15 år, så har dette værtskab været den røde tråd igennem det hele. Og nu kan jeg se, at den stammer helt tilbage fra min egen oplevelse af at stå udenfor demokratiet som ung. Af, at der ikke rigtigt var plads til mit engagement. Af, at jeg var “sådan én, der ikke er politisk”, og hverken føle mig hørt eller repræsenteret i det demokratiske system.
Det tog mig mange år at indse, at det ikke var mig, der var noget i vejen med. Men at det skyldtes, at jeg ikke var blevet grebet. At jeg ikke før havde mødt en demokratisk vært, der havde set, støttet og anerkendt mit spirende engagement. At jeg derfor i stedet var faldet igennem og ud i mismod, håbløshed og afmagt.
For demokratisk værtskab handler langt fra kun om at lede en formel demokratisk proces, der kan træffe gyldige flertalsbeslutninger. Det handler i langt højere grad om at gøre demokratisk deltagelse til en god oplevelse – ved at skabe en grundstemning og relationer, der gør, at folk føler sig velkomne og sikre på, at deres engagement vil blive mødt og værdsat. Dét er det, der er det gennemgående tema i min bog: Det handler om værtskabet, der tager ansvar for at sikre følelsen af demokrati.
Demokratisk værtskab er på ingen måde en ny ting. Der har altid været folk, der arbejdet for at byde flere indenfor i demokratiske fællesskaber og støttet dem i at bruge deres stemme. Lærere, foreningsaktive og demokratiske iværksættere bag højskoler og folkeoplysningsforbund, der har gjort op med det, som Svend Auken har kaldt “almuesindet” – følelsen af, at det er de andre, som bestemmer, men vi kan ikke noget selv. I gamle dage kaldte man dette arbejde for folkeoplysning. Men det ord har jeg aldrig kunne spejle mig i. Dels fordi det lyder gammelt og støvet, dels fordi det kommer ud af den foreningstradition, som netop ikke greb mig som ung. Og derfor har jeg savnet en anden måde at gøre det klart, hvad det er, jeg arbejder med.
Det føles som om jeg har fundet det nu. Det føles rigtigt at sige, at jeg arbejder med demokratisk værtskab. Og heldigvis kan jeg mærke, at det vækker genklang. Her i forsommeren kan du møde mig til en række forskellige arrangementer med fokus på netop det demokratiske værtskab:
Styrk dit demokratiske værtskab – workshops hos Dansk Magisterforening
Hvis du er medlem af DM kan du komme med til to gratis workshops om demokratisk værtskab. Det kræver dog tilmelding her:
Demokratiske Dage i Haslev fredag d. 31. maj
Fredag d. 31. maj er jeg med til at åbne de Demokratiske Dage i Haslev – en ny lokal grundlovsfestival. Jeg holder en 1-times workshop med afsæt i “Følelsen af demokrati” et sted i Haslev Bymidte på et endnu ikke-nærmere bestemt tidspunkt mellem kl. 15 og 18. Det er gratis og åbent for alle.
Workshop til Naturens Grundlovsdag søndag d. 2. juni
Sammen med Nina Tofte Hansen fra Arternes Aarhus afholder jeg en workshop om Mellemartsligt naboskab til det stort anlagte Naturens Grundlovsdag på Himmelbjerggården ved Ry. Her handler det om, hvordan vi kan være demokratiske værter for nogle af de mange plante- og dyrearter, hvis stemmer, interesser og behov ikke bliver hørt i vores demokrati. Det glæder jeg mig meget til!
Masterclasses i Demokratisk Værtskab
Hvis du arbejder med demokratisk værtskab professionelt, så kan jeg kun anbefale dig at deltage i en af de to to-dages masterclasses i demokratisk værtskab, som Paul Natorp, Kristin Birkeland og Morten Daus-Petersen og jeg i hhv. juni og september:
24. - 25. juni hos Sager der Samler i Aarhus
11. - 12. september i Byens Hus i Roskilde
Læs mere om indhold, pris og tilmelding her.
Åben træffetid om demokratisk værtskab d. 10. juni kl. 14-15
Jeg har genoplivet Borgerlysts gamle træffetidskoncept i nye rammer hos Sager der Samler, nu med fokus på demokratisk værtskab. En gang om måneden sætter vi os på Zoom, hvor du kan komme forbi og få spontansparring på de udfordringer, du sidder med i forhold til demokratisk værtskab. Det kan være alt fra, hvordan du skal formulere invitationen til et arrangement, og hvordan du sikrer god tone og stemning i dit fællesskab, til hvordan du skaber de bedste rammer for, at folk får mod på at engagere sig, eller hvordan du kan skabe gode møder mellem borgere og politikere.
Det er helt gratis, der er ingen forberedelse eller tilmelding. Vi fordeler tiden ligeligt mellem alle, der møder op. Det er altid på dette Zoom-link og næste gang er mandag d. 10. juni kl. 14-15. Håber vi ses!
Dette er et ret så atypisk indlæg i forhold til, hvad jeg ellers skriver her på Rodfæste. Men jeg har efterhånden erkendt, at der er så meget overlap i det jeg skriver om og det jeg arbejder med til dagligt, at det ikke giver mening at dele det op.
Jeg har flere almindelige indlæg på skitseblokken, som jeg håber at sende ud her inden sommerferien.