Dette er en historie om fire bjerge, der repræsenterer fire stadier af livet. Historien blev oprindeligt fortalt af en Cree-ældre ved navn John Crier til forskeren Vanessa Machado de Oliveira i 2015. Sidenhen fik Vanessa lov til at videreformidle historien, dels i et forskningsprojekt om indfødt intergenerationel læring, dels i sin bog “Hospicing Modernity.” Og nu genfortæller jeg den her.
Stor tak til Peter Schulz Schovsbo fra Naturstemt, der gavmildt har tegnet illustrationerne særligt til denne tekst.
Inden jeg begynder, vil jeg minde om, at i et indfødt perspektiv, så er historier levende væsener, der kan bo i vores hjerter, hvis vi giver dem lov og danser med dem. I denne dans afsløres forskellige lag af mening og sanselighed gradvist og langsomt. Det afhænger af, hvor meget plads, vi har indeni os. Hvis der er for meget rod, kan historier ikke bevæge sig. Ofte må vi rydde op for at gøre plads til de historier, som vi ønsker at skal bo i os.
Som Vanessa Machado de Oliveira bemærker, så bærer visse indfødte historier på hellig viden, som skal beskyttes og derfor forblive i de samfund, de bor i. Som en indfødt ældre bærer John på mange af den slags historier. Men der er andre historier, der ønsker at rejse ud i verden og blive forvandlet af den.
Denne historie er rejst ud fra Canada og får liv og form af alle, der kommer berøring med den. Men husk, at skrevne historier, der rejser på papir, har en anden rytme og dans end de historier, der rejser gennem stemmen, og som fortælles på en måde, der er valgt specielt til netop den person, der lytter. Nu fortæller jeg den videre til dig. Så er det op til dig, om du vil give den plads, så den kan danse videre med dig.
De fire bjerge
Dette er en historie om fire bjerge. Hvert bjerg repræsenterer en del af livet, som mennesker skal igennem. Det er en rejse, vi alle skal tage. Omend nogle af os afslutter vores rejse tidligt. Og andre af os farer vild undervejs. Nogle gange vil folk blive på ét bjerg uden den lære, de behøver for at fortsætte. Når dette sker, har de brug for de ældres vejledning nødvendig for at finde deres vej videre.
Det første bjerg er børnebjerget.
Du kommer til verden for foden af dette bjerg. Nyfødt og afhængig af din familie omkring dig. Her skal du bæres op, fordi du ikke selv kan gå. Kloge og sunde bedsteforældre, bedsteonkler og bedstetanter har en stor rolle at spille i dette bjerg, og når de ikke er der, kan babyer nogle gange ikke komme over på den anden side. Når du når toppen af dette bjerg, begynder du at tage dine første skridt på egen hånd. Men på vejen ned på den anden side må du stadig holde dine ældre slægtninge i hånden, mens du lærer om, hvordan du føler og forholder dig til jorden under dine fødder.
Det andet bjerg er krigerbjerget.
Nu hvor du kan gå på egen hånd, skal du selv finde vej. Du skal du bestige dette bjerg for at for at finde ud af den unikke medicin, der er din, og som du efterhånden vil lære at bruge, når det er nødvendigt. Under denne opstigen skal du lære at sætte dine egne grænser og at møde dit eget sted i verden, i stedet for at få dine forældre eller andre mennesker til at definere det for dig. Og fordi du søger og lærer om selvstyre, vil du ofte insistere på at lede efter din vej på egen hånd, uden råd eller vejledning.
Men bjerget er dækket af tæt, mørk skov. Træerne kan se din ånd. De ved, hvad din medicin er. Men de kan ikke fortælle dig noget direkte, for du er stadig for selvoptaget til at lytte. Alt for utålmodig. Du har det som om, at du kun kan have det godt, hvis du finder svarene. Hvis du kan få vished.
De, der går op på dette bjerg, farer ofte vild. For stien forgrener sig, mange forskellige stemmer og muligheder peger i forskellige retninger. Og hvert valg giver anledning til ny frygt og usikkerhed: Frygten for ikke at være værdig. For ikke at finde det "rigtige" svar. For at gå glip af noget. For ydmygelse, afvisning og forladtelse. For tab, smerte og død. For at træffe forkerte valg. For uduelighed og utilstrækkelighed.
For at beskytte sig mod denne frygt iklæder mange unge sig en rustning. Et billede af sig selv, som de ønsker at være. Men rustningen er tung og stiv, og gør i sidste ende kun stien sværere at betræde. Her er det de ældres opgave at støtte dig og vejlede dig. Men nogle gange kan de ikke være der for dig, fordi de selv er fortabt. Måske er de faret vild på det samme bjerg og har aldrig haft mulighed for at finde tilbage på stien igen.
Midt i skoven, på toppen af bjerget er der en lysning. Men du kan først se den, når du allerede er udmattet af vildspor og at kæmpe mod træernes skygger. I denne lysning kan du hvile ud og finde ro. Og hvis det lykkes dig at stilne din ånd og blive ydmyg over for jorden, kan du blive kontaktet af de ånder, der ved, hvad du har brug for. Og de kan åbenbare de gaver og den medicin, du har i dig.
Fra da af vil din medicin begynde at vokse og virke igennem dig, og mindst halvdelen af frygten og usikkerheden forsvinder. På vej ned af dette bjerg vil du begynde at blive fortrolig med din medicin. Og det vil føles godt. Men næppe sådan som du havde forestillet dig det på din vej op af bjerget.
Det tredje bjerg er forsørgerbjerget.
Det er på vejen op af dette bjerg, at du begynder at lære, hvordan du kan bruge din medicin til at bidrage til din families, dit lokalsamfunds, jordens og alle relationers velbefindende. Du skal lære hvornår, hvordan og hvor meget du skal tilbyde. Hvornår din medicin er god medicin, og hvornår den kan blive til gift; og hvordan du kan integrere dem med andre lægemidler og gaver fra andre relationer.
Det er ikke nemt og du vil begå mange fejl. For du skal lære at skelne. Nogle mennesker vil komme til dig for at bede om eller ligefrem kræve noget af din medicin. Men måske er det slet ikke det, de har brug for. Du skal lære at være både selvsikker og ydmyg. At være både selvstændig og ansvarlig. At være generøs og ikke lade din generøsitet blive udnyttet. At tage tingene alvorligt og grine af dig selv
I begyndelsen vil du kun kunne give en lille smule, fordi din medicin stadig ikke helt tilberedt. Men når du når til toppen af bjerget er medicinen ved at være klar til at blive delt. Og du begynder nu at forstå, i hvilke sammenhænge at din medicin rent faktisk er medicin. Og i hvilke sammenhænge, at den er gift. Hvad din medicin kan bruges til – og hvad den ikke kan bruges til. Hvornår du bør træde frem og give din medicin. Og hvornår du bør træde tilbage og lade være.
Også på dette bjerg kan du fare vild. Du kan blive fristet til at bruge dine gaver på destruktive måder. Du kan gå fra at være en forsørger til at være et rovdyr, der udnytter andre væseners svagheder og tager mere end din rimelige andel. Dette sker især hvis du ikke har lært alt, hvad der var at lære på de tidligere bjerge.
På vej ned af bjerget begynder du at kunne integere din medicin med den medicin, som andre omkring dig har. Det er her, du kan være klar til at vejlede andre, der har lignende medicin og gaver som din egen, så de ikke skal gentage de fejl, du selv har begået. Så skaber I et festmåltid af al den medicin, som I tilsammen har til rådighed i jeres samfund. I skaber et fællesskab.
Når du når ned i dalen indser du også, hvor stor verden er og hvor lille du er. Men i stedet for at føle dig ubetydelig, føler du det modsatte. For du ser miraklerne og skønheden i de små ting – inklusive dig selv. Du indser, hvor meget du ikke ved; og hvor meget kan du ikke vide. Du ser det smukke og det grimme, det gode og det onde, det ødelagte og det arrede.
Du oplever tiden anderledes. Du lægger mærke til de rytmer og bevægelser, der transformerer alt omkring dig. Du begynder at høre sangene, der bevæger alt: årstiderne, vandet, vindene, skyerne, planterne, os selv, andre dyr, livets cyklusser, døden og fornyelsen. Selvom du allerede har fået at vide, at alt hænger sammen, og du har set glimt af det, er det nu ikke længere bare glimt. Nu kan du ser du det hele tiden.
Du er nu klar til det sidste bjerg, men selv vil du sige, at du ikke føler dig klar til det endnu (hvilket kunne være et af tegnene på, at du er det).
Det fjerde bjerg er ældrebjerget.
Dette bjerg ligger bagved ved de tre første bjerge, og du kan kun bestige det ved at gå rundt om de tre første bjerge igen. Og på din vej hjælper du den næste generation med overgangene fra børnebjerget til krigerbjerget. Og fra krigerbjerget til forsørgerbjerget. Og fordi du har været her før, så kender du vejen. Du kan støtte dem, omend de selv skal finde deres egen vej og knytte deres egne bånd med landet og med alle relationer. For ellers vil de ikke have energien eller selvtilliden til at fortsætte.
Og til sidst når du frem til ældrebjerget. Opstigningen ligner børnebjergets. Men denne gang er det dig, der bærer børnene op. For i modsætning til krigerne, så har du tålmodighed. Og imodsætning til forsørgerne, så har du tid. Derfor er du ansvarlig for dette første skridt op af bjerget. Det er derfor, at børn skal være med deres bedsteforældre.
Og efterhånden som du gør dette, og går højere og højere op ad ældrebjerget, gør du klar til at afklæde dig din krop. Dit hylster. Og dette er det lykkeligste øjeblik for dig. For i dét øjeblik bliver du i stand til at se henover alle bjergene på én gang. Og du kan se alle de steder, hvor du er blevet holdt, omfavnet, støttet og løftet af andre. Ikke bare af dine menneskelige forfædre, men også af dine ikke-menneskelige forfædre. Og lige da, på dette fjerde bjerg slutter du dig til dem. Du går med tomme hænder. Du efterlader alt. Ikke engang fodspor. Du træder ud hinsides form, hinsides tid, hinsides rum – til det sted, hvor du selv er en forfader. En formoder.
Jeg har haft denne historie med mig i over tre år nu. Og danser stadig videre med den, mens jeg prøver at se min egen vej henover de fire bjerge. Jeg tror, at jeg er et sted på vej op af forsørgerbjerget, men jeg har næppe nået toppen endnu. For min medicin er ikke kogt færdig endnu. Men her er, hvad jeg er nået frem til indtil videre:
Min medicin at hjælpe folk med at se, at de ikke er alene. Det handler ikke om viden, planer, løsninger eller strukturer. Det handler bare om at turde stille sig frem og vise min egen tvivl og usikkerhed, så andre kan spejle sig i den. At skabe et rum, hvor folk kan mødes og mærke, at de ikke er alene. Hvor solidaritet, mod og handling kan spire – vel vidende, at jeg ikke skaber noget nyt. Kun nærer det, der allerede er der.
Grunden til, at det er min medicin, er, at jeg også selv har brug for den. Jeg kender følelsen af at være alene, forkert, i tvivl og udenfor. Det er en smerte, jeg tror jeg kan afhjælpe lidt af hos andre, fordi jeg kender den så godt hos mig selv. Hvem du er, er den medicin, du bærer med dig.
Dette har været en stor erkendelse for mig. For i mange år gik jeg og troede, at det handlede om at skabe forandring. Om at opnå magt eller bestemte politiske resultater. Men det er slet ikke det, det handler om. Det handler bare om relationer. Om at høre til. Om ikke at være alene. Om at folk finder sammen. For jeg ved også, at det kun er sammen, at folk kan skabe forandring.
Vi slutter med en sang…
Come a long way, come a long way
Come a long way
Not to work it out
As cold comfort
Wraps around you in the dark
Come a long way
Come a long way
Not to ask the question that's been on your lips all the way
Spit it out
The words come out, yeah
It's already
Not as heavy as before
Come a long way
Come a long way
Come a long way
Come a long way
From small beginnings
Come big endings
- Place on Earth’s fortolkning af “Pilgrim” af Fink (X-faktor 2018)
Ugens anbefaling
Jeg kan varmt anbefale Vanessa Machado de Oliveira’s bog “Hospicing Modernity” hvor jeg først stødte på historien om de fire bjerge.
Det er en udfordrende, men meget tankevækkende bog, som er svær at opsummere. Men grundlæggende handler den om at give redskaber, sprog og indsigt, der kan hjælpe os til at lære at møde verden med ydmyghed og ansvarlighed.