Jeg har fundet ud, hvordan jeg kan overvinde min indre modstand mod at promovere mig selv. Nu gør jeg det her, og så må du fortælle mig, om det virker.
Jeg har altid haft det svært med selvpromovering. Det føles skamløst og selvsmagende. Hvorfor skulle jeg have ret til at gøre krav på folks opmærksomhed? Hvorfor skulle jeg være så vigtig?
Omvendt har jeg aldrig haft det svært med at promovere fællesskaber eller sager, jeg tror på, som fx Københavns Fødevarefællesskab, Medborgerne eller Klimabevægelsen. Fordi jeg vidste, at det handlede om sagen – og netop ikke om mig som person (i hvert fald ikke direkte). Det gjorde det nemmere at ryste det af sig, hvis jeg blev ignoreret, afvist eller kritiseret. For det var ikke mig, der blev bedømt. Det var sagen.
Men da jeg udgav min bog blev det anderledes. Pludselig var det mig, der var i fokus. Nu var mig, der var sagen. Og jeg havde det vildt svært med det. Jeg havde troet, at det var nok at bruge et år på at skrive bogen. At når den udkom, så ville den kunne stå for sig selv. At den ville kunne tale for mig.
Det skete selvfølgelig ikke.
At skrive bogen er kun halvdelen af arbejdet. Det er ikke nok at bære den og føde den. Når den først findes har den stadig brug for al den støtte, den kan få. Hvordan skulle den ellers kunne finde sit publikum? Hvordan skulle folk rent faktisk opdage den, åbne den, læse den? Hvordan skulle de få lyst til at dele det med andre?
Det kræver et dybt og vedholdende omsorgsarbejde. Og det består af én ting: At blive ved og ved med at fortælle om den.
Men det gjorde jeg ikke.
Dels fordi jeg var såret over, at bogen ikke fik større opmærksomhed af sig selv. Dels fordi det føltes grænseoverskridende at blive ved med at tale om den – og dermed om mig selv. Men måske mest fordi jeg mærkede en voksende usikkerhed om selve bogen. Måske var grunden til den manglende respons i virkeligheden, at den slet ikke var så god, som jeg selv troede?
Så jeg slap den. Jeg lod bogen synke til bunds. Og med den sank alt det mod, jeg havde lagt i at skrive den. Alt det mod, der skal til for at tro på, at det jeg har at sige, er vigtigt og værd at lytte til.
Jeg giver stadig eksemplarer af bogen væk af og til, som en slags visitkort. Men jeg gør det på en lidt undskyldende måde. Som om jeg ikke rigtigt tror på, at de gider at læse den.
Sådan havde jeg det også, da jeg gav Carina Lyall et eksemplar af bogen efter vi havde kørt sammen til og fra Naturens Grundlovsmøde på Himmelbjerget d. 2. juni. Men der gik ikke længe, før hun sendte mig en begejstret mail og spurgte, om jeg ville være en af talerne i et online “symposium om at gøre en forskel”?
Det kom der en rigtig fin samtale ud af. Den mindede mig om, hvorfor jeg skrev bogen i første omgang. Og det vakte noget af det gamle mod til live igen: Ja, det her er vigtigt! Ja, der er stadig folk derude, der har brug for at høre om det her!
Det fik mig til at tænke på et interview med rapperen Tylor, the Creator, der understregede, hvor vigtigt det er, at blive ved med at promovere sin kunst:
“I know a lot of people who make things who don’t stand proudly by their stuff. I don’t know if they’re too cool or they don’t want to look thirsty, but they’ll put a song out once on their stories — and that’s it.
You went through something. You figured something out in a structured format. You recorded it. Not just one take. Parts and parts. You edited it. You mixed it. The label paid some kid to make an album cover and they made the cover. It’s a whole thing.
And then you mean to tell me that you’re going to be passive and just put it on your story once? Are you crazy, bro?
I’m still promoting an album that came out a year ago. I put too much time and energy into this finished project just to put it on Instagram and forget about it. No. Promote. Let people know. Be proud of what you made.”
Det ramte mig.
For jeg er stolt at min bog.
Jeg vil gerne fejre den og de erfaringer, som den bygger på. Jeg vil gerne have at folk læser den. For den handler om en sag, der er større end mig. Fordi den sætter ord på noget vigtigt om, hvordan vores demokratiske engagement bliver formet af vores følelser og oplevelser. Fordi det er noget, som vi som samfund har brug for at forholde os til – også selvom det er sårbart, svært, bøvlet og menneskeligt.
Derfor vil jeg heller ikke længere lade denne indre modstand mod selvpromovering bremse mig. Det handler ikke om afsenderen, men budskabet. Som iværksætteren Yancey Strickler siger “ Promovering er ikke en kedelig pligt. Det er en gave. Det er en anledning til at fejre den indsats vi og andre har lagt i vores arbejde. Vi skal ikke se det som en byrde, men som en mulighed for at ære noget, vi har arbejdet hårdt på at skabe.”
Det er ikke skamløs selvpromovering. Det er stolt selvpromovering!
Stor tak til Carina Lyall – både for at tage imod min bog og invitere mig ind til samtalen, som du kan lytte til herover. Men mest af alt for at minde mig om, at jeg har noget på hjerte. Og at det er værd at lytte til.
Det gælder også for dette nyhedsbrev. Jeg er meget på hjerte. Og det kan du godt glæde dig til!
Andreas
Stolt selvpromovering